Sejltur med Bifrost

Spanien til La Gomera


La Gomera til Kap Verde


Kap Verde


Atlanten til Trinidad


Trinidad til Cuba


Cuba


USA til Acorerne


Acorerne til Thyborøn


Thyborøn til Horsens

Horsens til Spanien

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at båd broen kunne bære så mange, jeg gættet på 30 – 40 mennesker i alt. Det var dejligt at afgangstidspunktet var aftalt. Da vi fik besøg i Strømness kunne jeg høre på dem at der var mange der mente at Bifrost var tungt læsset ved afgang, men vi havde en fin tur uden problemer. I løbet af fredag kom der kuling varsel for Skagerrak, vi besluttede derfor at gå i havn. Efter de første 125 sømil ankom vi til Strandby kl.15.30. Verner ringer til et par som han har mødt igennem FTLF. (forening til langturenssejlernes fremme) Senere kommer de ombord for at se Bifrost. De medbragte kogt hummerhaler. Det kunne vi ikke sige nej til. Efter morgenkaffen den næste dag, fik vi en rund visning på deres 52 fods nauticat (Bifrost er 28 fod). Båden er stadig på land men den skal snart i vandet, og ud på den store tur. Vi lavede lidt små ting på Bifrost, bl.a. ryddet op i alle de gaver som vi fik ved afrejsen, og gjorde klar til afgang.

Kl. 20.30 d. 3/6 sejlede vi fra Strandby. Ude i Skagerrak havde vi en over gang 4 meter høje bølger, det var der ingen problemer i. Så længe at colour line ikke sejler os ned i nattens mørke. Senere på turen langs med Norges kyst havde vi havblik, så vi måtte sejle for motor. Og når man får lov til at passere boreplatformene med alt deres lys om natten, er det svært at være i dårligt humør. Fredag d. 9/6 om morgenen krydser vi mod vinden for at ramme indsejlingen til Scapa flow. Uret bliver sat en time tilbage, fordi vi har passeret Greenwich (0 grader). Kl. 11.30 lokaltid og efter 741 sømil fra Horsens fortøjer vi båden ved en gammel dansk Fiskekutter som er bygget i Struer, den bruges nu som dykkerskib i Strømness. Et hurtigt kik op i byen, og et bad. Kl. 20.00 ankom færgen fra fastlandet, med de to dykkerkammerater fra klubben.

Sammen med dem skulle vi dykke fra dykkerskibet (Girl Mina). Og det blev en kæmpe oplevelse at dykke på de gamle krigsskibe. De startede allerede den næste dag med at dykke, men jeg var totalt færdig efter 6 døgn på søen så min første dykkerdag blev først søndag. kl. 9.00 sejlede vi ud med Terry Todd og skibet (Girl Mina). For at få overflade tid imellem de 2 dyk, sejlede vi til land for at besøge det maritime museum. Det omhandler Scapa flows fantastiske historie som naturlig havn og skjulested, under mange krige og søslag. Bl.a. de 74 krigsskibe fra det tyske imperiums høj sø flåde, som tyskerne selv sænkede. I dag er der 8 tilbage som man kan dykke på, de andre er hævet. I 1939 d. 13/10 blev Englands stolthed The Royal Oak sænket af en torpedo fra u47. Den tyske ubåd slap forbi blokadeskibene uden at blive opdaget. 800 af de 1200 mænd omkom.

Vi fik også mulighed for at prøve en gammeldags dykkerdragt med kobber hjelm og bly sko. Luften får man fra en pumpe der står på land, som betjenes af to mand. Det var en russisk model. Jeg har set en magen til i en tegnefilm med Tintin.  Det var faktisk den type udstyr som de brugte til at hæve de 66 krigsskibe med. For mig blev det til 10 dyk i Strømness på krigsskibene ” Køln – Brummer – Dresden – Markgraf – Kønig ”. Derudover dykkede vi på ”V83 – GobernadorB– Tabarka – F2 – Yc21” – og et strøm dyk hvor kun lasten af flasker er tilbage på bunden.

D. 13/6 blæste det så meget at dykningen blev aflyst. Færgen kl. 08.00 fra fastlandet kunne ikke lægge til, den sejlede tilbage og kom først igen kl. 15.00. At færgen ikke kunne lægge til var det store samtaleemne i byen den dag. Under sidste dyk om torsdagen var jeg så uheldig at der kom saltvand ind i min dykkerlygte. Mund den kan laves igen. På det sidste dyk om fredagen så vi nogle sjove muslinger, når vi rørte ved dem, flygtede de ved at åbne og lukke sig. Samtidig voksede der noget søgræs på dem, så de kom til at ligne en langhåret dukke fra Muppet show. Vi tog 4 muslinger med op, de blev ristet på panden og spist. Der blev også tid til ø rundtur i bil, de to fra klubben havde jo træning i at køre i den anden side. Vi besøgte et Italiensk kloster, og flere af de spærringer som blokerede for sejlads imellem øerne. I dag er der lagt asfalt så man kan køre i bil fra ø til ø. Så blev det fredag aften og tid til at sige på gensyn og tak for en dejlig uge, til de to dykker kammerater som skulle med færgen hjem. Terry og hans dykkerskib er også en oplevelse for sig, 5 minutter efter han var gået ned i maskinen for at starte, var hans tøj fuldt af olie. Tim var skibsdreng hos Terry, han fyldte dykkerflasker, passede Terry hund. Indimellem fik han også selv et dyk, jeg er en stor beundre af han tålmodighed med skipper.

Lørdag 17/6 efter indkøb og bad var der afgang kl. 10.00, mod en lille ø som hedder Canna. Sejladsen derned foregik mest på kryds eller for motor. Vi ankom mandag kl. 18.00. Stedet er meget brugt, der var hele tiden mindst 10 både for anker. Selv om det var svært for nogle at få ankeret til at holde, vores slap kun en gang. Canna er en lille ø med 14 indbyggere, de har en lille butik på 6 m2. Butikken har åben når færgen 1 gang om ugen er der i 1 time. Her er ikke mindre end 2 kirker på øen, en stor og en lille. Den store er de ved at reparere efter et lyn ned slag sidste år. Den lille har kun en gravsten. Onsdag formiddag sejler vi fra Canna mod Tobermory på øen Mull. Kl. 01.00 torsdag morgen fortøjes Bifrost til en moring. (moring = en bøje der er fast gjort til bunden og som tager højde for tidevandet) 

Nu har vi rundet 1000 sømil fra Horsens. Og vores 4. uge begynder i dag torsdag. Og som de andre gang vi kommer til en havn, ind og havde et bad. Vi spotter et sted hvor vi kan få vasket vores tøj. Når termokedeldragt også skal vaskes bliver det rigtigt dyrt 14 pund. (168,- dkr.) Vi kan hente det dagen efter. Jeg slap for resten med 7,10 pund (85,- dkr.) for vasketøjet.  Det regnede i øvrigt hele den dag. Men hvad gør det man kan da bare udforske de lokale pubber, ”mishnish” et meget hyggeligt sted. Reparation af vindror, holder til elektrisk selvstyre og check olie på gearkasse, ja der er nok at lave. Søndag skinner solen hele dagen, så er det skønt at gå en tur i Tobermory. Her er også andre danske turister, godt nok ikke i båd men i bil.

Sidst på dagen var der gummibåds tur, ud og se, hvor sælerne ligger og solede sig på klipperne. Det dyrt vaskede sengetøj blæste ud på den blå hylde. Og havde det ikke været for besætningen på nabobåden, som kom sejlende i deres gummibåd lige som dynen er på vej til at synke helt. Så havde min makker set hans kære dyne for sidste gang. Jeg var alene tilbage på Bifrost, uden mulighed for at nå dynen. Min makker var sejlet ind til land i gummibåden. Det gav selv sagt lidt inspiration til at skrive postkort. Mandag et hurtigt bad og handle proviant, derefter gør vi klar til at sejle. På vej ud ser vi et dansk flag, vender båden og snakker kort med ham. Ser vi ham igen længere syd på? (det gjorde vi ikke).

Vi passerer den skotske ø Staffa på vej mod Sheep Haven. På turen får vi besøg af 2 voksne og ca. 6 meter lange mickey hvaler. De har deres unge med helt op på siden af båden. Onsdag morgen er vi ved en moring i Sheep Haven, byen hedder Downing. By og by det er så meget sagt en lille butik, en campingplads. Et posthus, et hotel og her er stort ses ingen mennesker, så det var det. Derudover går bussen her fra en gang om dagen. Vi har brugt luft fra dykker flaskerne til at pumpe gummibåden op med. Så der må gang i den medbragte dykker Kompressor. Torsdag tager vi gummibåden på udflugt, en tur i naturen. Et område med ruter og stier. Dagen efter afgang mod Galway. Og efter endnu et forsøg med trykkogeren finder vi ud af at spaghetti kan koges på 5 minutter. Lørdag er der utroligt dårligt vejre at sejle i, bølgerne kommer fra to forskellige retninger, så det er ikke særligt behageligt at være ombord i båden. Vejret bliver dog bedre om søndagen og meget tidligt om morgenen dukker der 2 delfiner op bag ved båden, jeg ser dem et par gange mere så kalder jeg på Verner. Er det rigtige delfiner spørger han og tøver med at stå op. I en halv time leger der 15 – 20 delfiner rundt om båden. Verners nattøj og termokedeldragt er gennem blødt af salt vand, men jeg rørte ved dem.

Ved middages tid startes motoren og sejlet pakkes ned for at sejle direkte til Galway Bay Sailing Club (GBSC), som ligger 3 – 4 sømil fra Galway. Der er endnu et stykke vej ind da vi i kikkerten kan se at der er mange mennesker på stranden ud for Galway. Vi ser også flyve opvisning med ”The Red Arrows” (RAF). Og en rednings helikopter der samler en person op fra en redningsbåd. Kl. 18.00 sejler vi ind imellem bådene ved GBSC, der kommer en båd hen til os. Han hjælper med at finde en moring, og fortæller at vi er velkommen i klubhuset hvor vi også kan få et bad. Vi drikker et par øl i klubhuset. Og Kl. 22.00 tager vi tilbage til båden. Imens vi er ude for at børste tænder høre vi høj latter samtidige ser min makker en jolle der vælter, han bliver i tvivl om det er for sjov eller alvor. Alvor eller ej vi sejler der hen i gummibåden. Der er 4 mænd og 2 kvinder i en alt for lille jolle, den en af kvinderne ville meget gerne op i vores båd. Vi hjalp dem op på nærmeste sejlbåd og slæbte jollen til land. Alt vores rene og tørre tøj var nu vådt af saltvand. De var på vej tilbage til sejlklubben, efter en meget fugtig dag ude på klipperne.

Mandag d. 3/7 gik vi de 2-3 mil ind til Oranmore for at hente penge. På den lokale pub mødte vil Dan som bor i et mobilhome ved siden af klubhuset. Han har bygger både i glasfiber og træ, men nu hjælper han kun venner og bekendte. Vi spiste middag hos ”Marys home made Dinner”. Da vi kom tilbage til klubhuset, hjalp vi Dan med at sætte en båd i vandet. Tirsdag fik vi køre lejlighed af til Galway, hvor der for første gang blev lejlighed til at sende E-mail. Hjemturen foregik med bus til Oranmore derfra var der stadig 5-6 km. Vi gik ind på et hotel, for at bestille en taxa. Men af en eller anden grund kom den aldrig. Da vi forelagde vores problem for hotelportieren, bad han en af de ansatte om at køre os til båden. Vi blev inviteret med til kapsejlads, som de afholder hver onsdag i sejlklubben. Det var første gang for os begge at deltage i en kapsejlads med Bifrost. Vindror og redningsflåde blev fjernet fra den hårdt læssede Bifrost. Vi gennemførte i fin stil men blev sidst. Efter sejladsen fik vi besøg af John som havde lagt mærke til det danske flag på båden. Hans far er dansker og John taler godt dansk. Den begivenhedsrige dag blev selvfølgelige afsluttet med en stor mængde Engelsk øl i klubhuset, til kl. 1.30 om natten. 

Torsdag aften i klubhuset, mødtes vi med Ib og Svenne. Og de unge mennesker som de er på ferie med i Irland. De kommer fra ”slusen” i Jylland, et sted for unge mennesker med knas i familielivet. En anden og meget spændende person som jeg snakkede med, var bartenderen i klubhuset. Han maler billeder af dyr, efter den frie fantasi. Han viste os et udvalg af dem, der i blandt et jeg fik som gave. Fredag bliver en af de dage hvor ingen ting lykkes. Verner og Dan køre rundt Oranmore og om egn, i mere end 2 timer uden at finde et værksted. Som havde en drejebænk hvor vi kunne få lavet nogle stumper til båden. Lørdag er båden klar til af gang, så nu venter vi kun på at vind og vejret skal blive perfekt til turen. Søndag aften inviterer John os på aftensmad hjemme ved ham og hans kone. En meget hyggelig aften med god rigtig mad. John har besøg fra Danmark af sin kusine og hendes kæreste. Afgangen må udsættes lidt i nu, vejr bliver stadig dårligere.

Men tirsdag morgen starter vi på turen, og Kl. 14.40 runder vi 1400 sømil fra Horsens. På turen oplever vi både godt og dårligt vejr. I Galway fortalte de os, at der har levet en vild delfin i Dingle Bay siden 1983. Så da vi nærmer os, holder vi ekstra udkik. Og vi bliver ikke snydt, ved indsejlingen til Dingle Bay møder vi delfinen og to turistbåde så der er ikke for meget plads til os. Den er så populær at den har sin egen statue på tovet og de kaldt den ”Fungle”. Onsdag 12/7 kl.13.30 og i alt 1508 sømil fra Horsens er båden fortøjret i Dingle på pos: 52.08.30 N – 10.16.64 W for 10,00 IP pr. døgn. (100,00 dkr.). Det er også her at vi første gang har besøg af en tolder. Turistinformationen er stor og flot, men information kan de ikke give. Ikke en gang en bus plan med afgangs sted eller tid kunne de klare. Vi finder et sted at sende E-mail fra, senere møder vi en Amerikaner og hans familie, de er i Irland for at besøge familie. Og for at gense stedet hvor deres bedsteforældre kom fra. Og det med at de ikke kan få det stort nok passer ude mærket på dem, de fattede simpelthen ikke at vi sejlede rundt i en 28 fods båd. Og vores plan er at krydse Atlanten. De næste par dage stod den på tøjvask, henkoge kød, skrive postkort, høre lokal musik og drikke irsk kaffe. En aften kan vi igen høre det danske sprog, Præsten og hendes mand fra et sted i Jylland, er på ferie i Irland. Her laver Verner og jeg vores første dyk i Irland. Vi ser et par (dogfish) en haj på ca. 60 cm. Og Mick som har dykkercenteret, sejler forbi ”Fungle” på vej ud og hjem, med gummibåden og de 2 Honda motorer, på 90 hk. hver. Den næste dag er jeg igen ude at dykke, Canadier som jeg dykker sammen med får ikke meget ud af det. Han har kun våddragt på så han frøs i det 13 grader kolde vand. Tørdragten er jeg nu meget glad for ved 13 grader. Onsdag 19/7 bryder vi op for at komme syd på over Biscayen kl. 14.00 afgang vinden er fra N og W og lunt i vejret. Vores plan er at sejle til Bayona syd for Vigo i Spanien. Men alting vare jo ikke ved det gode vejre heller ikke, på turen over Biscayen havde vi vind fra syd og øst (modvind) styrke 7-8 Bouforts. Bølge højde på 4 -5 meter. Torden og lyn. Men vi så også hvaler og delfiner. De første 2000 sømil når vi mandag den 24/7. Efter 6 døgn i søen besluttes det at ændre kurs til Lage (Laxe) i nord Spanien, der ankommer vi d. 26/7 kl. 03.00 Efter de hårdeste 650 sømil

Spanien til La Gomera

Efter en velfortjent søvn betragter jeg den flotte natur med bjerge og træer, på den Spanske nordkyst. Temperatur er også god, omkring de 20 – 25 grader. Men her taler meget få Engelsk, måske at det er her Spanieren holder ferie. I løbet af den næste dag bliver vejret bedre, så vi gør klar til afgang. Vi har lovet at komme tilbage til det hotel (det eneste sted vi kunne få et bad) for at spise fisk. Kl. 19.30 tog vi hen på hotellet, i første omgang måtte vi gå igen for de spiser sent hernede. Kokken møder først kl. 21.00. Vi ventede sammen med en lille øl henne på tovet, hvor 8 Hollændere med deres instrumenter gav en uofficiel koncert. Det skabte lidt konkurrence imellem de omkring liggende værtshusejere, nogle gav dem øl andre gav dem mad. Tilbage på hotellet fik vi som forret den samme slags muslinger som i Strømness, her var de anderledes tilbered, og som hovedret en stegt fisk jeg syntes at det smagte godt. Verner er ikke så glad for fisk. Det bliver han sikkert inden vi kommer hjem.

Fredag afgang mod Bayona (syd for Vigo vestkysten af Spanien). Om natten havde jeg den flotte oplevelse at se delfinerne lege i morilden omkring båden, det bliver jeg aldrig træt af. Vi kastede anker tidligt lørdag morgen. Vi havde snakket om at motoren lavede nogle vibrationer som ikke skulle være der. Verner konstaterede ved selvsyn at vi manglede en del af skruebladet. Efter nogen tid fik vi bekræftet, at vi kunne få båden på land og at de kan reparere skruen. Da båden kom op af vandet, fik vi et chok, for der manglede et endnu større stykke på en af de andre blade. En hurtig beslutning og en ny skrue blev bestilt. I to døgn stod vi i trave liften, inden vi fik den nye skrue. Den tid brugte vi til at vaske og polere båden.

Lige inden alt dette skete havde vi mødt en anden langturssejler fra Sverige, Palle. Han havde selv bygget sin stålbåd, Cora på 33 fod. En af de gode ting ved Palle som har brugt 6 år til at bygge så flot en båd, er at han har dansk pas. Dagen efter at Bifrost igen lå i vandet, forstuvede Verner 2 ribben ved at hjælpe en anden sejlbåd. Lørdag morgen havde han så ondt at vi troede at de var brækket. Jeg tog ind til marinaen og fik dem til at bestille en ambulance. Palle og jeg sejlede Bifrost til kaj så Verner kunne komme på land og ind i ambulancen. Vi kørte til nærmeste lægehus, hvor de konstaterede at de kunne var forstuvet. 1½ time efter var vi tilbage i marinaen igen. Det eneste vi kunne gøre, var at vendte på at det gik over. Imens Verner hvilede sig, var jeg på bustur til Vigo. Det er en storby som alle andre, dog med en stor fæstning. I Bayona har de lavet en kopi af Pinta, et af de skibe som Columbus sejlede med.

Vi sejler fra Bayona mod Lissabon. Det var utroligt flot at sejle op af Rio Tejo, med alle de store monumenter af deres søhelte og verdens erobrere. Trods et kaos med små fiskerbåde, fiskenet og bøjer overalt, ankom vi i fin stil til Doca de Alcantara sidst på efter middagen. Efter 2500 sømil fra Horsens. I Lissabon fik vi et varme chok, over 30 grader i båden efter kl. 20.00. Byen er helt klart en stor by, men alligevel er der en god og venlig stemning som jeg godt kan lide. Vi fandt en sjov lille butik hvor der kun blev solgte kirsebærvin, udskænket i glas på stedet eller i flasker til at tage med hjem. Butikken var gået i familie arv i generationer. Samtidig med at man tager et lille glas i den gamle butik, kører sporvognene rundt i gaderne. Vi investerede også i en gasbageovn og reservedele til Optimus (komfuret), det vil være et rent held hvis vi skulle finde det senere på turen.

Fra Danmark har vi fået sendt pakke, til kontaktperson i FTLF i Portugal. Han bor i Vilamora 290 km fra Lissabon. Vi stod op kl. 02.30 for at køre med ekspresbus i 4 timer. Vi fandt pakke, og gik derefter på sightseeing i Vilamora. Med let adgang til middelhavet, er syd kysten et meget populært og dyrt feriested. Men vi skulle jo tilbage igen, og her oplever jeg et af busturens højdepunkt. Billetkontoret var midt i porten blandt papkasser og andet affald, ved vare indleveringen til en købmandsbutik. Det bestod af et lille bord, en stol, en telefon, en ældre buschauffør (der har kørt en hund ned. Og derfor er blevet degraderet til billet sælger). Da turen kom til os, bad vi om den første bus til Lissabon, han ringede til busselskabet, men der var ikke plads. Så bad vi om den næste afgang. Han ringede igen, der var også udsolgt. Så måtte vi jo prøve den næste, så ringede han til det første selskab igen. Nu var vi heldige, vi var tilbage kl. 22.00 i Lissabon godt udkørt.

I Belem en halv time med tog fra Lissabon, besøgte jeg marinemuseet. Foruden et stort udvalg i kriges materiel var der gamle navigations instrumenter og skibs modeller. Bl.a. en af den kongelig Barge, bygget i 1778. 3 meter lang model, med 20 årene i hver side. I virkeligheden er der 2 mand pr. åre i alt 80 mand + styremand og kaptajn. Den blev brugt sidste gang i 1957 under et besøg af Elisabeth II af England. Da jeg lidt senere kom ind i et andet lokale, stod den der i fuld og original størrelse. 32 meter lang.  Den 23/8 sejlede Bifrost mod Sines i Portugal. Sines er Vasco da Gamas fødeby. På grund af den store dybde gang i havnen er der også en del olieindustri. Det er også her at de har lavet dele til Storebæltsbroen. Her er også andre Danske både, med retning og forberedelse til Atlanten. Sines er et godt sted imod stres, Portugiserne er som altid venlige. af havnen.

Efter 3 dage sejler vi til Porto Santo Nord for Madeira. 25 sømil før får vi landkending med øen, en rigtig lille skatteø. Vi har nu rundet 3052 sømil. Til morgenmad får vi juice, vi bliver enige om at det smager mest som gløgg. Da jeg vil finder ud af indholdet opdager jeg at der er rødvin i. Jeg håber ikke at børnene i Sines får juice med i skole. Afgangen til Madeira bliver udsat 12 timer, det er her at vi møder Dania første gang. Den 2/9 afgang mod Madeira. Vi stopper ved en ankerplads i den nordøstlige del af øen (Baia da Abra) for at snorkler og gå en tur på nord øen. På sejlturen til hovedstaden Funchal, ser vi lufthavnens ny byggede forlængelse af landingsbane. Efter at Bifrost er sikkert opankeret ved havnen i Funchal, hilser vi på de danske både Fantasee, Topas, Rana, og Birthe Marie. Der har været en del problemer med at lade på vores batterier. Så vi har fået en ny generator i båden.

Fantasee havde hørt at der var vin fest i Camara de Lobas, en times kørsel med bus fra Funchal. Der var et stort optog hvor de var klædt ud som i gamle dag, når de fragtede druerne hjem fra marken i store flettede kurve som de gik med på hovedet. Der var også stillet en stor drue presse op på torvet. Der blev solgt mad og drikke som til en dansk byfest. Den 12/9 afgav jeg min brevstemme til møntunionen, på det danske konsulat på madeira. Han havde været konsul siden 1964. På vægen i lokalet hang et ældre billede af Dronningen og Prinsen, sammen med et papir med Kong Frederik d. 9’s underskrift på. Fredag 15/9 var der fyrværkeri for åbningen af den nye landingsbane i lufthavnen. Imellem Funchal og lufthavnen var de endnu ikke færdig med at lave striber på motorvejen. Der bliver bygget meget nyt på Madeira. Det oplevede vi på en 200 km ø rund tur i en lejet bil. I 1607 meters højde, oven over skyerne. Er der ikke så varmt. Der bygges flere nye tunneler på nord siden af øen. I havnen ligger der en kopi af Santa Maria (Santa Maria de Columbus) kalder de den. Den sejler hver dag med turister. Der er levende høns, og en dieselmotor ombord. Big Game fiskeri er og så populært her, fra 6 – 8 både fisker de efter Blue Marlin. Nu var det ved at være tid til dykning, sammen med Fantasee. Vi prøvede først øst for havnen. Men det blev kun til få minutter før der kom en båd hen og fortalte os at her var skam fredet, og dykning forbudt. På et dykkercenter fik vi nogle andre steder vest for havnen, der havde vi 3 gode dyk. Til sidste dyk købte jeg et undervands kamera til 5 meters dybde. Der blev et par gode undervandsbilleder ud af det. Jeg så skinkemuslinger – eremitkrebs og en del små fisk. Og vandet var 24 grader. Sigten 15 – 20 meter. Den der gasbageformen som blev købt i Lissabon skulle afprøves før turen over Atlanten. Det blev den så, et franskbrød kunne bages på 50 minutter. Vi kommer ikke til at sulte over Atlanten. Søndag 17/9 afgang til La Comera, på de kanariske øer. Endnu engang havde vi besøg af delfiner, og vi fik vores første flyvefisk på dækket (ca. 8 cm lang). 60 sømil før fik vi landkending med Teide på Tenerife som er 3718 meter højt. Ankomst onsdag 01.00 til San Sebastian på La Gomera. 3379 sømil fra Horsens.Pos: 28 05 34 N – 17 06 32 W

La Gomera til Kap Verde

La Gomera ligger syd vest for Tenerife, en lille ø uden lufthavn. Men med regelmæssig færgeafgang til Tenerife – La Palma og El Hierro. Fra færgelejet køre der 4 busser rundt på øen, af forskellige ruter. Det er oplagt at bruge dem til sightseeing. Turen fra San Sebastian til Vallehermoso som ligger på den nordlige del af øen, vare 1½ time. På vejen kom vi forbi store søer hvor de samler regnvand op, øen er kendt for at have rigtigt godt drikkevand. Ellers er her mange bananpalmer – kaktuser – agaver og vinplanter. Som så ofte når der er skabe sving og man kører i bus syd for Flensborg, bruger de konstant hornet.

San Sebastian er en meget rolig by også når færgen kommer ind med turister. Venlige og hjælpsomme er de lokale. Jeg var på udkik efter noget frisk kød en dag. Efter en længere forklaring plus en tegning af en ko og en gris, gik det op for ham at det var kød jeg ledte efter. Han afdækkede hans fryser for 1 meter flamingo, men på mit ansigt kunne han jo godt se at det ikke var frosset kød jeg ledte efter. Han tog min arm og trak mig ud på gaden, og forklarede imens han med kuglepen skrev et husnummer i min hånd. På den måde fandt jeg en rigtig slagterbutik med et stort udvalg, og kødet var rigtig godt. På vejen tilbage takkede jeg den hjælpsomme købmand for hans venlighed, jeg købte jo ikke noget ved ham den dag.

I havnen mødte vi mange rare mennesker, bl.a. en Engelsk båd ”Affaire Dámour ” som har ligget det samme sted i 2 år, han lovede at hvis jeg kom igen om 2 år var der plantet træer på dækket af skibet. Og den Norske båd ”Fri” de kendte Danmark rigtigt godt.

Den 26/9 sejlede vi ned af kysten på La Gomera, for at finde en par gode dykkersteder. Efter 6 sømil ankrede vi op på 7 meter vand øst for Playa Santiago. Pos. 28 02 26 N – 17 10 57 W. Vi havde 2 gode dykkerdage, med mange barracudaer – trompetfisk – stingray og mange forskellige små fisk. Dykkende var på lavt vand så der blev lejlighed til at afprøve et vandtæt engangs kamera.

Så var der afgang mod Gran Canaria til byen Las Palmas, på NØ kysten. Der skal vi afhente en meget vigtig pakke fra Danmark, hos langtursejler foreningens kontaktperson. Syd for Tenerif på vejen der over så vi en havskildpadde. Vi kæmpede imod bølger og vind i mange timer, og det er ikke små ting man kan komme udfor imellem de kanariske øer. Imellem øerne er der en accelerations zone, hvor bølger og vind kan blive meget kraftig. Efter mere end et døgns sejlads bliver der meget stille ned i båden hos Verner. Han spørger forsigtigt hvad jeg vil sige til hvis det ikke er i Las Palmas at vi skal hente pakken, med i Arguineguin på syd kysten af Gran Canaria. Jeg kan kun sige at vi har sejlet de sidste 12 timer i dårligt vejrer til ingen verdens nytte. Kursen bliver lagt om, og vi fik en noget mere behagelig sejlads.

Ankomst til Arguineguin 1/10 kl.0.30 efter 3548 sømil fra Horsens. Da vi havde sovet nogle timer, fik vi besøg af skipperen fra Topas. Han mente ikke at vi havde valgt en særlig god ankerplads, i nat da vi kom ind. For lige der hvor vi havde kastet ankeret plejer den stor færge at vende for bakke ind til færgelejet. Efter morgenmaden flyttede vi båden. Han fortalte også at for et par dage siden blev hans gummibåd og motor stjålet. Han fandt dog båden dagen efter hos en fransk sejler, det viste sig senere at franskmanden også havde påhængsmotoren. Det er en god ide at skrive skibs navn på sin gummibåd og motor. Nogle maler deres påhængsmotor så den ser gammel og brugt ud, og ikke attraktiv for tyve.

Havnen i Arguineguin ejes af fiskerne, og de er ikke interesseret i sejlbåde, så derfor kan man ikke få diesel eller vand til sin båd. Og man må dårligt nok lægge til med sin gummibåd, for at gå i land. Til at håndhæve deres regler har de ansat et vagt værn, straffen kan være at de løsner fortøjningerne hvis man lægger det forkerte sted.

En dag kommer der en nordmand svømmende ud til båden, vi får en snak om hvad vi laver hver i sær. Og inden han svømmer igen, tilbyder han os Internet adgang hjemme hos ham selv. En formiddag går Verner hen på adressen, han bliver budt på kaffe, øl og tobak. Nordmanden har han lidt travlt, så Verner får nøglen til huset. Køleskabe, badeværelse og vaskemaskine er i øvrigt til fri afbenyttelse. Da vi har benyttet os meget af hans gæstfrihed og nordmanden og andre af hans norske venner har vist interesse for sejlbåde, blive der arrangeret en sejltur ned ad kysten.

I to både med 8 nordmænd og tre danskere ombord blev det en uforglemmelig dag langs sydkysten af Gran Canaria. Med dykning, svømning og nybagt brød fra Bifrosts gasbageform. Dagen efter blev vi inviteret til aftensmad hos nordmændene, menuen stod på nord norsk fiske specialiteter direkte fra nord Norge. Efter maden er der fremvisning af video fra sejlturen i går. Til sidst bliver alle 3 Dansker æresmedlemmer af ”Guanoklubben”. Guanoklubben er indstiftet for at holde på gamle nordnorske fiskemads traditioner, fremme godt helbred og godt humør gennem social sammenkomst. Hvis denne dagbog en dag bliver læst af Guanoklubbens medlemmer, skal de vide at de har betydet utroligt meget for mig, med deres venskab og gæstfrihed. En svømmetur der blev så meget. Tak Einar Ove og Magne.

Der blev også tid til sightseeing i Mogan og Porto Rico. Og besøg på de danske restauranter i Arguineguin. En aften blev vi inviteret til grillfest på stranden. Frem mødet var ikke stort, derfor blev det flyttet til en dansk båd. 3 danskere, 2 russere og en franskmand der kun talte fransk. Svenskeren der havde inviteret så vi ikke noget til de næste mange dage. En hyggelig aften med kylling tilberedt på russisk og grillede bananer med brandy, puddersukker og flødeskum.

Men alt må jo slutte og proviant blev købt til 2 måneder. Og det var endelig lykkes for os at købe tørgær, så vi kan bage brød på turen over Atlanten. Søndag den 15/10 efter en lille afskeds øl og *Tapas sejlede vi mod La Gomera. *(Tapas servers på følgende måde, man vælger hvad man skal spise f.eks. kylling, fisk, kødboller, blæksprutte, ost. Hver ting kommer på hver sin tallerken til det antal man er).

Under vejs tankede vi diesel på i Porto Rico. I accelerationszonen mellem ørerne blæste vinden med 5-6 Bouforts men ellers en fin tur. På La Gomera blev båden fyldt med vand og grønsager. Vasket og klar gjort til Kap Verde 780 sømil forude.

Afgang den 18/10 kl. 22.00. De første 14 timer var der ingen vind så det blev motor sejlads. Vinden kom og vi sejlede 5 – 6 knob. Bedste etmål (24 timer) 129 sømil. Der kom flere og flere flyvefisk ind på dækket jo længere syd på vi kom. Der var mørkt da vi sejlede ind til Mindelo, det er absolut ingen fordel. Der ligger flere gamle vrag tæt på hvor sejlbådene skal ankre op og dårlig belysning gør det svært at få et overblik over stedet.

Kap Verde

Ankomst til Mindelo på St. Vicente. 4470 sømil fra Horsens. Pos. 16 53 16 N – 24 59 50 W Divan kommer sejlende ud til båden, han tilbyder sin hjælp med at indklarere. Vi diskuterer lidt hvad vi skal gøre, hvad er normalt her? Han viser os sit legitimationskort, og vi vælger at lade ham hjælpe os. Vi får ordnet skibspapirer og stemplet i passet, og på en lille rundtur i byen får vi også hævet penge. 100 CV-escudos er lig med 7,- dkr. Divan passer på vores gummibåd imens vi går rundt i byen på egen hånd. Når de passer på båden, ligger den ikke kun på stranden. De sejler også rundt i den, for at få nye kunder.

E-mail findes også her til 300 CV-escudos pr. time. På fiskemarkedet købte vi et stort stykke tun for 200 CV, det blev stegt som bøffer til aftensmaden. Det var første gang jeg smagte frisk tun, jeg syntes at det var rigtigt godt. Vi fik efter hånden provianteret båden op, selv om det ikke altid gik lige nemt. Jeg så meget få som tikkede, normalt kunne jeg gå i fred og kikke på byen, der var en god stemning. En af de ting man også kan købe på markedet, er tobak i løs vægt, til at håndrulle cigaretter af. En liter tobak koster 240 CV, der er affalds tobak fra tobaksfabrikkerne, så man skal lige huske at fjerne evt. skidt. Vi var stadig lidt magelige så et brusebad vil gøre godt. For 150 CV fik vi et bad i klub Natico. Efter det 2 cm tykke støvlag at dømme, var det mange år siden at det sidst havde været i brug.

Efter 5 dage checker vi ud hos myndighederne og da jeg ikke viste hvor langt der var til næste posthus, skrev jeg julekort den 30/10. Divan mente at prisen var 500 CV om dagen og 500 CV for aften/nat, for at hjælpe os. Det er første gang jeg har oplevet det system, det er ikke officielt men alligevel hvad sker der med båden når vi er i land hvis vi ikke betaler. Mens gummibåden lå på stranden blev vores karabinhage stjålet fra den, der var ingen der havde set noget. Han fik 3200 CV derudover har han fået noget mad, tobak og en T-shirt. Og den benzin han har brugt når vi ikke har været der. Så har han også tjent på ting som han har hentet til os. Kan han passe 3 til 4 båd om dagen, tjener han temmelig godt efter deres forhold. Jeg vælger at kalde det lærepenge for os, tab og vind med samme sind.

Den 31/10 var vi klar til afgang men det gik ikke så let som det plejer, vi kunne ikke få ankeret op. og vandet i havnen er ikke just krystalklart men man er vel dykker. På med maske, finner og arbejdes handsker, ankeret sad fast i en stålwire som lå på bunden 3 meter nede. Jeg var hurtigt oppe på dækket igen, hvor jeg tog et bad med vores insektsprøjte som forstøver vandet. Der ved bruger vi ikke så meget ferskvand til at bade med.

Vi sejlede nord om St. Vicente og derefter øst på mod Santa Luzia. Som ligger mellem St. Vicente og Sao Nicolau. Da vi ankom til syd vest siden af øen var det mørkt men meget lidt vind og bølger. Vi kunne hele tiden høre brændingen da vi sejlede ind mod øen, så da loggen viste 10 meter kastede vi anker. Pos. 16 45 05 N – 24 45 12 W og 4500 sømil fra Horsens. Vi viste også at der stod en klippe (med navnet ZINNO) i nærheden som var 12 meter høj.

På Santa Luzia beboer der ingen mennesker, men i kikkerten kan man se forskellige stensætninger. Engang har der måske boet mennesker her. Da jeg undersøgte det nærmere, fik jeg også brug for mine kundskaber i at landsætte en gummibåd, i en brænding magen til den som er på vestkysten af Danmark. Det største bygningsværk på øen, bestod af en meget stor stenmur inde i den var der 2 mindre, hvor i der var bygget nogle kar eller bassiner til at opsamle vand i. Øen havde et rigt fugleliv, blandt andet gråspurve. Jeg så også en fiske- eller havørn der og fløj væk med en fisk i klørene. Jeg væltede for øvrigt i gummibåden både til og fra øen.

25 sømil mod øst lå øen Sao Nicolau. Vi havde en rask tur der over 1½ time før Tarrafal kom vi i læ af øen, så vi sejlede ind for motor. Da vi kom ind til havnen, oplevede jeg en total anden verden end i Mindelo. I Tarrafal kom der kun nogle få 5 – 6 åres drenge som ville passe på gummibåden, de fik en kuglepen og så legede de videre. Det skete også at deres mor tog dem i at tikke fra turisterne, så fik de en skideballe og bedt om at lege et andet sted. Over alt på Sao Nicolau forsatte dagligdagen, selvom der gik to hvid rundt på øen. Når man stoppede op, ville de gerne snakke og fortælle om øen. Havne kaptajn var ikke hjemme da vi ankom, vi så ham heller ikke siden hen.

I udkanten af byen har de gris og geder til at gå, i en indhegning bygget af sten. Siderne er 1½ meter høj men ingen tag. Det er ikke alle grise som er i en indhegning nogle af dem går rundt i gaderne sammen med hønsene.

De laver selv murersten til at bygge huse af. 30x20x20 cm nogle af dem er hule og andre er massive. De blander lavasten med sand, cement og vand. Og kommer det i en form direkte på jorden, når så solen har tørret dem er de klar til brug. I øjeblikket er man ved at lave kloak i byen, det er et stort arbejde for der er klipper under hele byen. Så de må bruge trykluftsbor for at få rørene ned under vejen. Bagefter skal de ligge vand ind i alle husene. Der går vel et år eller to inden det er færdig med det. På havnen laver de fiskemel af fiskeaffald som de maler i en lille slaglemølle, Et lille smedeværksted er her også.

En butik på kap Verde er ikke kun et sted hvor man køber ind. De fleste har også en lille bar under købmandsdisken, hvor de servere den lokale Grog eller punch lavet på sukkerrør. Sådan et sted kom jeg i snak med en pensioneret sømand som havde sejlet meget i Skandinavien, og været på ferie i København. I Danmark har vi indsamlet brugte briller, vi håber på den måde at kunne aflevere dem direkte til dem som har brug for briller. Og han ville gerne dele dem ud i Tarrafal for os.

Den billigste måde at komme rundt på øen er ved at køre med ”Aluguer” en fælles taxa, det kan være en Toyota Hiace med 12 sæder. Den første vi stoppede ville have 2000 CV, men jeg viste fra sømanden at det kun kostede 170 CV ind til hovedstaden pr. person. Vi fandt da også en til den pris, det tog 1 time at køre til Ribeira Brava. Af en vej med sten som Portugiserne lavede i 60erne. Jeg har ikke set et eneste stykke vej med asfalt på Sao Nicolau. Der var meget grønt inde på øen, og en del landbrug med en til to køer og nogle geder. Vi kunne lugte det grønne græs, helt ind i bilen når vi kørte forbi. Store majsmarker og bananpalmer. Vi kørte igennem små landsbyer, her stoppede chaufføren sommetider ved et hus for at spørge om han skulle tage post med, eller om de selv ville med ind til byen. Ribeira Brava ligger meget smukt i en dal imellem bjergene, derved er mulighederne for udvidelse ved at være opbrugt. Og de regner da også med at Tarrafal en gang bliver hovedstad på Sao Nicolau. Udvalget i butikkerne er det samme som i Tarrafal. Vi kom forbi et snedkerværksted hvor de lavede døre, vinduer, sofaer, stole og senge. Det så alt sammen meget pænt ud.

På hjemturen snakkede vi med Nielson, han var lige færdig med søfartsskolen i Mindelo. Nu var han på vej hjem til familien i Tarrafal. På hjemturen kørte vi med en Aluguer som også kørte med skolebørn, Verner sad på bagsædet sammen med skolepigerne og fortalte røverhistorier. I Tarrafal blev vi inviteret hjem til Nielsons familie, hans far er Hollandsk statsborger og sømand. Han har bygget et hotel ved siden af sit ejet hus, hotel ”Residencial Natur”. Med 10 værelser af en meget høj standard efter lokale forhold. Og selvfølgelig en lille butik og bar. Nielson ville gerne ud og se vores båd, så han sejlede med ud. Han var meget begejstret for den lille båd, han mente godt at vi kunne være 3 ombord han vil jo gerne ud og sejle.

Fra første dag har vi kun været 5 både, men i løbet af eftermiddagen kom der 25 Franske både ind for at ankre op, alle deltagere i en kapsejlads. De fleste oplevelser vi har haft med Franske både har ikke været særlige godt. De ankre meget tæt og så forlader de båden inden de har set om ankret kan holde. Det viste sig da også at den aften blev et mareridt. Fald vinden fra bjergene var meget kraftig den aften, den båd som lå foran os kom tættere på. Først da bådene var ved at støde sammen og jeg kaldte på dem forsøgte de at gøre noget. Resultatet blev at de sejlede slalom i mellem de andre både, i kraftig vind og mørke med ankret halvt oppe. Kl.22 havde vinden lagt sig så meget at vi kunne sejle Nielson ind igen.

Vi har selvfølgelig også mødt flinke Franskmænd, blandt andet 3 som sejlede i en racer båd, de sejlede 200 sømil pr. døgn. Det bedste vi har sejlet, er 140 sømil pr. døgn. De var på vej til Brasilien. Og ikke at forglemme så reddede de vores gummibåd fra at drive til havs. Det er åbenbart ikke alle Franskmænd som stjæler gummibåde.

På øst siden af Sao Nicolau besøgte vi Porto Da Preguica. På turen derom prøvede jeg for første gang, hvordan det er når båden lægges under drejet. Forsejl og storsejl modarbejder hinanden, og roret bindes fast. Så man driver meget stille med 1 – 2 knob med strømmen.

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Porto Velho, som i gammel tid blev brugt af Portugiserne som sidste havn inden Brasilien. Inde på land er der stadig rester af et gammelt fort med kanoner fra 1791. Jeg sejlede ind til den lille mole i gummibåden, havnen er meget lille, og den er spærret af med et tov i vandoverfladen. Pga. de store dønninger der løber ind, kan man ikke fortøjer til molen. Bådene bliver fortøjet ude midt i havnen, ved hjælp af tovværk tværs over havnen.

Næsten hele byen stod nede på molen da jeg kom ind, de havde selvfølgelig set at vi kastede anker. Der var umiddelbart ingen der forstod engelsk, så vi brugte tegnsprog. Senere kaldte de på en lidt generet 15 årrige skolepige, som kunne lidt engelsk. Jeg forklarede hende at jeg gerne ville købe en øl, og bagefter se byen. Jeg købte en Carlsberg, og på etiketten stod der Denmark, jeg forklarede at der kom jeg fra. Flere både voksne og børn var henne for at kikke på flasken og bagefter på mig, jeg ved ikke hvad de tænkte. Men jeg forstillede mig hvordan det var da Columbus mødte de lokale for første gang. Jeg vil gætte på at der bor 200 – 250 mennesker her. Forbindelse til hovedstaden er med en Aluguer, derud over har de en fodboldbane med beton underlag. Dagen efter sejlede vi begge ind med gamle briller til de voksne, papir og tuscher til børnene. Vi havde også maske og finner med, dem forstod de godt at bruge. Verners slangebøsse tog også kegler, både hos børn og voksne. Alle havde et par hyggelige timer på molen. Porto Da Preguica, jeg kalder den byen med de ni gadelys. Jeg talte dem fra båden om aftenen.

Efter to nætter for anker er der afgang mod Cavaleiros på Fogo. Med 2 reb i storsejlet og forsejlet rullet ind til andet mærke, sejlede båden 5,5 knob. Verner havde feber, derfor blev han mest på køjen.

På det billede af havnen som er i vores pilot bog skal vi ikke forvente at finde særlig meget læ dernede. Så vi skal have vand på, og når Verner er klar sejler vi over Atlanten. For ikke at ankomme til Fogo om natten blev båden lagt underdrejet i 3 timer, 35 sømil før. Her drev vi så 1 – 2 knob med strømmen. Som det er sket flere gange før, når vi skal ned imellem 2 øer er bølger og vind helt umulig. Derfor søgte vi tættere på land for at finde læ. Her dukkede den ene efter den anden fiskerbåd op, uden motor. Med 3 til 4 mand i, roede de i mens der blev fisket. Træbåde på 5 meters længde. Vi fandt dog senere ud af at den 5 HK store påhængsmotor tager de væk, så de bedre kan fiske bagud af båden. Men de er dygtige søfolk, når jeg tænker på at vi sejlede i 2 knobs modstrøm.

Kl. 9.30 ankom vi til Cavaleiros  pos: 14 55 18 N –  24 30 18 W. og 4659 sømil fra Horsens. I havnen lå en anden sejlbåd med Volke ombord, som vi mødte første gang i Mindelo. Han fortalte at havnepolitiet allerede ventede på os, men inden vi blev klar til at sejle i land, kom han ud til os. Papirerne blev ordnet og vi betalte 465 CV. Verner spurgte om de havde en læge i nærheden, det havde de i den nærmeste by S. Filipe. Og når vi kom i land, var der en Aluguer som kunne køre os til hospitalet. Chaufføren hed Celestino, han hjalp Verner rundt i systemet. Og 3 timer efter var vi tilbage på båden igen med medicin.

Dagen efter ledte jeg efter en skrællespand på havnen, der var ingen men ham som kørte mig til byen skulle nok ordne det. Efter 10 minutters kørsel kom posen ud gennem vinduet på bilen, og endte i en grøft så man ikke kan se det fra vejen. I S. Filipe er der et godt udvalg af butikker, og et torv hvor man kan købe grønsager og frugt af god kvalitet. Man kan også købe den lille runde gedeost og fisk. På havnen mødte vi en dansker som har boet her i 5 år, han renovere og bygger huse om. I øjeblikket har han besøg af sin far, som hjælper ham.

Derudover har han 4 dykkere i gang med at fange langustere og konkylier, som han sælger til turisterne på Sal. Vi var hjemme hos han. Hans huset lå med udsigt over til Brava, en lille ø vest for Fogo. Da vi snakkede om langturssejlads, kom vi til at nævne at rigtige langturssejlere har en bananklase hængende i agterstaget. 5 minutter efter kom han med en bananklase til agterstaget. Han har over 100 bananpalmer i baghaven.

Og som en af de første danskere fik jeg lov til at tage med hans dykkere ud, for at se hvordan de fanger languster. Jeg havde 3 rigtige gode dykkerdage sammen med dem. Jeg holdt ved sækken som de kommer fangsten ned i. 1. dyk på 20 meter i 60 minutter, mens 2 hold dykkede, prøvede en af dem af lære mig kreolsk. Og jeg forsøgte at lære ham dansk, efter 3 timer i båden startede vi på 2 dyk. 19 meter i 50 minutter. sådan dykker de 5 dage om ugen. De sejler i en aluminiumsbåd ”440 finner” med en 8 HK Yamaha motor, det går ikke så stærkt men bruger heller ikke så meget benzin.

En af dag sejlede vi lange ned ad sydkysten, for at finde de gode steder. På vejen hjem sad vi hver især og skævede til skyggen i benzintanken, som blev mindre og mindre. Vi nåede i havn på de sidste benzindampe. Tanken var tom da vi tog den op af båden.

En lidt speciel oplevelse havde jeg en dag, hvor vi fik øje på en skildpadde ca. 1 meter stor. For nu begyndte kampen på at overleve, for vi var ikke den eneste båd som havde set den. Men til sidst fik vi den op i båden, men den var fuld af mider på under siden, så den blev sat ud igen. Det er svært at forbyde de lokale at fange skildpadder, når de kan få hvad der svarer til 2 ugers løn for en skildpadde.

Det viste sig at det billede vi havde over havnen, var temmelig forældet. Et Tysk firma havde renoveret og udvidet molen, så man ligger faktisk ret godt i dag. Det var også en af grundende til at vi blev der i 2 uger.

På Fogo har de vulkan Pico, som har været i udbrud i 1995. Den ville vi gerne op og se. Vi aftalte med Celestino at han skulle hente os på havnen. Vi kørte ind til byen for at hente en schweizisk rygsækturist som vi havde mødt dagen før, som også gerne vil se Pico. Det er Emilio en bror til Celestino som køre vulkanturen.

Det var en stor oplevelse at køre op ad vejen, mod vulkanen. Man kunne helt tydeligt se hvor lavaen havde flydt ud over vejen og hele området. Nogle steder var der også huse, som må have været begravet i lava. Men heldigvis omkom der ingen mennesker ved udbruddet. Og i dag vokser træer og buske op igennem lavaen. Bilen stoppede oppe i et 8 km stort krater, hvor der er en landsby. Her har befolkningen blondt hår og blå øjne, de er af Fransk oprindelse. Der kom en dreng hen som gerne ville guide os op på toppen for et stort beløb, vi afslog da han ikke ville gå ned i pris.

Vi gik på egen hånd op mod vulkanen, et stykke hænde af vejen mødte vi en kvinde med to børn og et æsel. Hun viste os hvor stien/fodsporet til toppen begyndte, vi takkede og forsatte den vej. Jo højre vi kom op jo mere tåget, blev der så vi måtte vende om. Vi nåede ikke toppen men havde en fin tur. Nede ved landsbyen havde de selvfølgelig også en bar, der smagte vi grog, punch, rødvin, hvidvin og gedeost. Ejeren og Emilio spillede på guitar og sang for os.

På vej tilbage, stoppede vi for at tage billeder af et æsel med lange bukser og jakke på. Når skyerne hænger lavt, regner det her, og er lidt køligt. Ellers ved jeg ikke hvorfor dyrene har tøj på. På turen tilbage var der mange der fik et lift, i kortere eller længere tid. En mand med hans gedekid, en kone med brænde, en dreng med 40 nylavede gedeoste på en træplade, og diverse andre. En fin dag på vulkanen.

En eftermiddag hvor jeg fik en lur, kom Verner ud til båden for at hente mig. Kom med ind på havnen de har åbnet en lille bod hvor de sælger sandwich og punch. Det gør de når de store fragt både kommer med forsyninger, så er der mange folk på havnen. En sjov eftermiddag sammen med de lokale. I den tid vi lå i Cavaleiros (2 uger) var vi alene det meste af tiden, der er sandsynligvis ikke mange der ved at molen er udvidet og repareret så man ligger bedre nu. Lørdagen før afgang, mødes vi inde i byen til en afskeds øl. Sammen med dykkerne, og danskerne som vi havde mødt her på Fogo. Hvis jeg ser bort fra havneområdet i Mindelo, kan jeg godt lide mentaliteten og den venlige måde befolkningen er på Kap Verde øerne. Mange er fattige, men alligevel har de en stolthed så de ikke går rundt og tikker penge.

Atlanten til Trinidad

Over Atlanten mandag den 27/11 kl. 15.20 afgang mod Tobago 2130 sømil længere vest på. Vi startede med 5 timers motor sejlads. Derefter blev sejlende sat, og de var oppe de næste 14 dage. Vinden havde vi fra N til Ø, vindstyrken lå fra 2 – 6 Beaufort. Etmålet svingede fra 115 til 141 sømil i døgnet som det bedste. På loggen var den største fart vi så 8,7 knob på vej ned af en bølge. Ellers en jævn og behagelig sejlads.

Efter 4 dage havde vi spist det brød som vi købte i land. Derefter blev der bagt brød i gasbageformen hver anden dag på resten af turen.

Om natten, og tidligt om morgenen så vi delfiner, som legede i morilden. Og 3 forskellige slags fugle, som stort set fulgte os hele vejen over. De fleste morgener måtte vi rense dækket for flyvefisk, som var landet i nattens løb.

Onsdag den 6/12 ved middages tid. Fejrede vi med et glas hvidvin, at halvdelen af de 2130 sømil var udsejlet. Efter 14 dage blev der så vindstille, at vi kunne bade i Atlanterhavet. Vi smed en snor ud som vi holdt i, mens båden drev med ca. 1½ knobs fart. Senere samme dag kom der et par regnbyger, så vi var faktisk i bad flere gange den dag. Efter 12 timer kom vinden igen og varede resten af turen. På hele turen var det så varmt, at jeg kun brugte korte bukser og T-shirt. Om natten havde jeg en skjorte på i et timer.

5 gange på turen så vi andre skibe, de 3 gange var de faktisk på kollisionskurs med os. Så det er nødvendigt at holde ud kik, selv om havet er stort. 

Det er svært at forestille sig hvordan det enlig har været at sejle over Atlanten, hvis man ikke har sejlet før. En måde at forklare det på er at gå ud på græsplænen, lav en firkant på 2,5 x 8,5 meter. Så tager man mad og vand med til 4 ugers forbruge. Tobak, bøger, tøj, en spand eller et toilet, en radio, noget at sove på, medicin og plaster, komfur og en gasbageform. Dernæst har man 4 timers vagt, hver 4 time kan man slappe af eller holde ud kik. Så bliver man i den firkant hele sin sommerferie, vi brugte 17 døgn andre har brugt 25 døgn. Det kan give en ide om hvordan det er.

14 sømil fra Tobago blev båden lagt under drejet, i 2 timer. Så var vi klar til at sejle ind til Scarborough. Ankomst torsdag den 14/12 kl. 10.45 lokaltid. Og 2285 sømil siden Kap Verde. 16 døgn og 22 timer. 6943 fra Horsens. Vi var ikke den eneste danske båd i havnen Dania var her allerede. Senere kom Rana og Topas også. Vi fik indklareret hvor vi betalte 100 TT for 2 måneder (100 TT = 130 DKR). Nu var det tid til at slappe af og høre hvordan de andres tur havde været.

Om lørdagen fik jeg løst til at markere at jeg havde krydset Atlanten, så jeg fik lavet hul i øret til en ørering. Som de gamle pirater.

Om mandagen tog jeg bussen fra Scarborough til Charlotteville sammen med dem fra Dania. Vil ville se hvordan ankerpladsen så ud, for vi regnede med at tilbringe julen i Charlotteville. Ankerpladsen er helt i orden, og der er plads til mange både.

Vi fik at vide at bussen kører kl. 16.00, men den blev 17.15 inden den forlod Charlotteville. Da det blev mørkt, og lygtetændings tid. Opdagede jeg at bussen ingen lys havde på, så køre man bare med katastrofeblink i stedet for. Det er ingen problem selv om man skal skifte vognbane når der ligger et par geder på vejen. Men høns køre man ikke uden om, selv om de ikke altid overlever turen under en bus. Alle andre kom helt til Scarborough.

Onsdag den 20/12 sejlede vi til Charlotteville, det tog os 7 timer at sejle de 35 sømil syd om øen. Fantasee er nu også kommet til Charlotteville, så de næste dage gik med at dykke i bugten. Vi så mange koraler og fisk, trunkfish, trompetfish, angelfish, sergent majorfish, parrotfish, tiggerfish, morener og languster.

Juleaften var vi også ude at dykke. Bagefter spiste vi sammen med Kai fra Musholm. Tysk kartoffelsalat og pølser, senere kom julemanden på besøg. Det var en fra Birthe Marie, som havde den rød juledragt på ho, ho, ho.

Sammen med Fantasee var jeg på biltur til Argyl vandfaldet. Vi blev stoppet umiddelbart efter vi drejede væk fra asfaltvejen, ned mod vandfaldet. Der fik vi at vide at man skulle have en guide med for at komme ind til vandfaldet, og det kunne han tilbyde os for et større beløb. Det diskuterede vi lidt, det ende med at vi afslog han tilbud. Og kørte ned for at finde ud af om vi kunne komme ind, og hvad det evt. ville koster. Vi kom til en parkeringsplads med et officielt billethus, det kostede 20 TT pr. person og vi kunne selv vælge om vi ville bruge guide. Det er flot at se vandet komme ned højt oppe fra. Ellers syntes jeg ikke at det var noget specielt.

Nytårsaften nærmere sig, og med 14 danske sejlbåde i bugten kunne det være sjovt at lave noget fælles spisning og hygge. Der blev enighed om at lave bål og grill på stranden, fire dage før fik vi en slem overraskelse. For der hvor vi havde planlagt at være, stod dønningen langt op på stranden. Vi begyndte at finde andre muligheder. Men til vores held faldt det til ro igen aftenen før, så vi genoptog den oprindelige plan.

Det lykkes os at købe fælles ind af øl til 4 TT, i mod normalt 6 TT pr. øl. Der blev samlet brænde til bål, der blev sat solsejl op for at lave læ. der var strøm til lys og musik. Vi havde et steelband til at spille under spisningen. De andre både blev også inviteret, vi var ca. 60 mand i alt. Der blev sagt skål og godt nytår, både kl. 24.00 i Danmark, og kl. 24.00 på Tobago. Helt igennem en festlig aften. Og jeg har aldrig fejret nytår i korte bukser.

Til middag den næste dag var der ryddet op. Et nyt år kan begynde. 2001 Den 3/1 begyndte de første både at sejle videre til nye eventyr. Så det var på gensyn til mange rare mennesker, som vi havde tilbragt jul og nytår med.

Topas havde lejet en bil for at se øen, og der var en ledig plads. Efter 3 timers ventetid på bilen, opgav vi at køre den dag. Dagen efter havde vi heldet med os bilen kom som aftalt, og vi havde en fin tur rundt på øen. Vi så et gammelt hus fra kolonitiden, vi måtte desværre ikke komme indenfor da det var i privat eje. Vi besøgte også Rainbow vandfaldet, hvor Wagn og jeg så en cariman ca. 1,5 meter (Lille krokodille). Videre langs syd øst kysten forbi Scarborough, til det vestligste punkt Pigeon point. Et stort område med hoteller og hvid sand strand. Tilbage tværs over øen til Scarborough og Charlotteville.

Dagen efter var vi 6 dykkere, som var på dykker tur til Little Tobago og Goat Island. Vi havde 2 rigtige gode dyk, på 1 time hver. Der var store områder med koraler, ligesom at de var sået på en mark. Hjerne koral i et område og fingere koraler i et andet osv. Der var selvfølgelig også alle de fisk som vi havde set i bugten ved Charlotteville.

Mange ting blandt andet busafgange er meget ustabile her på øen, så jeg forhørte mig om den første bus mandag morgen. Afgang kl. 06.00 det var okay, men 05.40 da Verner sejlede mig ind så jeg bagenden af den. Man skal også huske at man ikke kan købe billetter så tidligt på dagen.

Jeg ville gerne bruge dagen i Scarborough til at hæve penge og sende E-mail. Jeg delte en taxa med nogle andre sejlere.

Verden viste sig endnu engang at være lille, jeg mødte Jens fra Bønnerup midt i Charlotteville. Han har sejlet for dykkerklubben et par gange.

Dagene gik med lidt introduktionsdyk til første gangs dykkere. Dykning efter et par briller som var tabt over skibssiden, under fiskeri. Det viste sig også at den lokale skole havde E-mail det var dejlig nemt.

Foruden kylling – fisk og ris spiste vi også ”ROTI”. Som er en pandekage med kartofler – bønner og kød. Hvis man skal have øl til maden, skal man selv med bringe det, ind købt i en anden butik. Når bare man kender systemet er det ingen problem.

En dag havde vi besøg af 4 delfiner inde i bugten. Fra båden kan man også følge fregatfuglene og pelikanerne når de fisker. Om natten kan man se ildfluer inde i skoven, en flot natur på Tobago. Charlotteville består af en vej langs vandet hvor der sælges frugt, grønt og souvenir fra små skæve træhuse, når de store krydstogtskibe lægger til, er der rigtigt gang i handlen.

På et af dykkene så Verner og jeg en grøn muræne ca. 30 cm. i diameter og ca. 3 meter lang, man holder en god sikkerhed afstand til sådan en.

I slutningen af januar var der gensyn med Palle og hans båd CORA (mødte ham i Bayona. Tidligere omtalt). Og efter 10 dyk sammen med Palle, mener jeg at kunne sige at han har fået en ny interesse.

Vi har også mødt Jens og Jens (Grete), en Nimbus 26 fod. 2 fod mindre end Bifrost. Og de dejlige mennesker Jette, Nanna, Sarah, Mads og Mikkel med Det Evige Smil.

Lørdag den 10/2 tog Verner til lufthavnen for at hente sine døtre Heidi og Britt, som skal være ombord i 3 uger. Imens bor jeg på CORA.

Mandag lejede vi en bil, så Heidi og Britt også kan se øen. Der giver en del spænding med venstre kørsel og automatgear.

Nu er det to måneder siden vi ankom til Tobago, så vi sejler videre mod Pigeon Point en dags sejlads på 5 timer. Og for første gang skal jeg sejle med en anden båd end Bifrost.

Dagen efter tager Verner og Palle til Scarborough for at hente papirer så vi kan sejle til Trinidad. Vi andre gik tur på stranden og rundt i byen. Efter aftensmaden, afgang mod Chagaramas. Det blev en natsejlads for motor. Vi ankom til nord vest spidsen af Trinidad da solen stod op, sejlede forbi Skotland Bay og øen Casper Grande, som havde små huse ned til vandet med egen bro. Et drømmested.

Ankomst kl. 9.00 d. 16/2 til Chagaramas. Her var mange både på anker og inde i marinaerne var der fyldt helt op, flere af de danske både var ankommet. Alle var i festhumør, spændte på hvad karnevalet ville byde på.

Trinidad til Cuba

Selve karnevalet altså finalen, begynder mandag og slutter askeonsdag (i år 2001, 26-27-28 februar) hvor der festes døgnet rundt. Efter nytår begynder de at lave kostumer, og det meste af februar er der kvart og semifinaler for steelbands og kostumer. Så der er mange ting at se på, før selve finalen.

En aften var vi nogle stykker inde i Port of Spain for at se semifinale i bedste kostume, Kings and Queens. De var så store og tunge at der var monteret hjul under dem, for at kongen og dronningen havde en chance for at gå med dem. Der var alle mulige farver, lys som blinkede og fantasi figurer. De havde brugt mange timer på at lave dem. Og da vi kørte hjem med bussen, kunne vi se at de kom gående med deres kostume, på en lille trækvogn.

I Chagaramas er det normalt at tage båden på land for at male bunden. Andre vælger at sætte båden på land i orkanperioden. Så tage de hjem for at tjene penge, og komme tilbage for at forsætte. Nogle mister lysten til at sejle eller opgiver af andre grunde og kommer ikke tilbage. Det skaber et marked for køb og salg af både, nogle gange meget billige både.

Sammen med to andre danskere var jeg ude at sejle med en 10 år gammel, 64 fods sejlbåd. Vi 3 var med på den første tur han sejlede med båden. En interessant oplevelse, hydraulisk storsejl, spillene var hydraulisk og 3 gange så store som på Bifrost. 12 køjepladser, 6 tv med video, aircondition, støvsuger anlæg osv.

På ø rundtur i en lejet bil bl.a. for at se ”The Pitch Lake” asfaltsøen. Men først skulle vi aflevere søkort og pilotbøger over Cuba, til fotokopiering inde i Port of Spain. Det er meget almindeligt at man låner søkort af andre sejlere og så fotokopier man dem. I Port of Spain var det billigt og en god kvalitet. Asfaltsøen er 40 meter dyb, 89 acres stor, (ca. 0,37 km2) der tages 300 tons pr. dag. Og der bliver ved med at være noget, det ser ud til at søen ikke kan tømmes. I 1500-tallet brugte Englænderen Sir Walther Raleigh asfalt til at tætte sine skibe med. I dag eksporteres det til hele verden, der iblandt Danmark.

Vi var ude at gå på søen, man kunne mærke varmen og nogle steder var det meget blødt. Det stank af rådden æg, flere steder kan man se at gassen bobler op til overfladen. Ellers var det ligesom at gå på nylagt asfalt en varm sommerdag. Da vi kørte derfra tænke jeg på at de lokale veje godt kunne trænge til ny asfalt.

Sammen med Palle besøgte jeg øen Chacachacare, 7 sømil vest for Trinidad. Ind til for 30 år siden var øen beboet af spedalske. Nu står husene og forfalder, med de gamle senge og møbler. Et pengeskab og gamle bøger med medicin regnskab. Doktoren havde sit hus, og der var et fint hospital. Med tilhørende bolig for sygeplejersker, ifølge den lille kirkegård var de nonner.

En kirke hvor meget af træet var fjernet, måske til bål. Folk fra Trinidad brugte øen som campingplads, og desværre flyder det med affald på det meste af øen. Når træerne vokser op gennem gulvet, vinduerne er ødelagt og dørene skæve, virker det lidt som en spøgelses ø.

Følger man den sidste asfaltvej som er tilbage på øen, kommer man op til fyre tårnet. Herfra kan man se helt til Venezuela. De laver strøm til fyre tårnet med en generator, som kører på dieselolie. Vi fik lov at gå ind og se det gamle AGA fyre tårn, tænk en gang hvor mange skibe der har været glade for at se dette tårn dukke op i horisonten. Samme aften da vi sidder i båden, slukkes lyset i tårnet. Jeg siger med det samme til Palle at jeg ikke har rørt ved noget. Få minutter senere kan vi se lyset fra en bil som kører op til tårnet i stor fart. Efter nogle timer virker det igen.

Tilbage i Chagaramas vores tid er ikke kun til pjat, Bifrost skal gøres klar til hjemturen. Sejlende blev indleveret til reparation. Og vi vælger at tage båden på land for at male bunden. Der er også andre Danske både som er på land. Den ene er blevet påsejlet, af en Fransk båd imens han lå for anker. Om de nogen sinde vil fået penge fra hans forsikring er meget usikkert.

USA havde flåde og luftbase her under sidste krig for at beskytte olie og asfalttransporten imod tyske ubåde. De har åbenbart ikke taget det hele med hjem igen, for hele området hvor bådene ankre er fyldt med gammelt jern. Et par gange har jeg dykket ned for at befri et anker, det er ikke helt ufarligt.

Chagaramas er samtidig det sydligste punkt vi kommer på vores tur. Den 11/3 var vi klar til at sejle fra Chagaramas, mod Los Testigos en lille ø gruppe nord for Venezuela. Næste morgen ankommer vi til Isla Iguana hvor coastguard udsteder en opholdstilladelse i 48 timer. Vil man være her længere skal man sejle til fastlandet, for at få den forlænget. Los Testigos er et lille fiskersamfund, i land har de dog et par grise og geder.

Vi gik en tur på en af øerne som havde en sand mile, og en lille salt sø. Vi havde ingen kontakt med de lokale. Coastguard besøgte os ud på båden for at checke vores sikkerhedsudstyr.

Så gør vi klar til at sejle ca. 1000 sømil til Cuba. Efter et par dage opdager vi at en Gannet bliver ved med at flyve rundt om båden. Den prøver også at lande oppe i masten, men det lykkes ikke. Til sidst og meget træt lander den på selve båden, om natten sidder den i cockpittet sammen med os. Og inden den flyver næste formiddag, har den over skidt store dele af cockpittet. Vi har god vind mod Cuba, en af dagene laver vi et etmål på 172 sømil (24 timer) der er selvfølgelig i med strøm på 2-3 knob.

Da vi nærmere os Haiti forsvinder vinden så motoren må startes. Haiti passeres i ca. 5 mils afstand ved solopgang. Og hvilket syn 20 måske 30 af de lokale fisker både med sejl, 10 – 15 sømil fra kysten.

En ældre fisker padler i sin udhulede træstamme hen til os, han har 2 languster i bunden af båden. Vi kan ikke snakke med ham så han får et par cigaretter. En anden båd er fyldt op med fiskeredskaber så højt, at der går lang tid inden at jeg bliver klar over at der også er en mand som styrebåden. Jeg ser kun hans hoved komme frem en gang imellem, over fiskeredskaberne.

Her har de ikke fine bøjer til at afmærke deres fiskenet med, de bruger en bambus pind på en halv meter og sommetider en plastikdunk. En bambus pind er meget svær at se, og lige pludselig er der 100 af dem, så hvilken vej skal man sejle, vi undgår at hænge fast i deres fiskenet. Der var stadig ingen vind så vi tog en svømmetur, meget behageligt temperatur.  

Cuba

Så har vi Cubas sydkyst i sigte, den 21/3 ankom vi til marina Marlin i Santiago de Cuba. Efter 8024 sømil fra Horsens.

Vi blev bedt om at blive på båden indtil myndighederne kom og checke os ind. Efter et par timer kom der 8 personer ombord på engang, i lille Bifrost. Immigration, politi, customs, transport, fødevare og sundhedsministeriet. Vores håndbåren GPS blev plomberet for at vi ikke skulle tage den med i land, og der skal laves en cruiseing tilladelse over de steder som vi ville besøge på Cuba. De talte alle engelsk og var utrolig venlige og hjælpsomme.

Om aftenen gik vi op i marinaen for at spise, desværre var der ingen strøm den aften, de undskyldte mange gange. Men vi fik lidt at spise, i skære fra medbragte fyrfadslys fra båden. Sidst jeg var på Cuba, forsvandt strømmen også, jeg betragter det som normalt med strøm afbrydelse.

Dagen efter tog vi en taxa til byen, nogle steder kan man kun betale med US dollar og andre kun med Peso. (1 US = 21 Peso). Det langt billigere at betale med Peso når man kan bl.a. på de lokale markeder. Øl i Peso 4 dkr. Øl i US 16 – 24 dkr. Jeg vekslede rejsecheck til dollar i en bank, ingen problem. For at få Peso skal man i en anden bank eller på det sorte marked. Vi så flere gang på Cuba når der kom en pengetransport, det var i amerikansk stil med store våben og radiokommunikation imellem vagterne.

Så mødte vi to cubanere, som viste os hvor vi kunne købe grøntsager. De var ikke så påtrængende som de andre tiggere, så vi aftalte at mødes senere den aften. En gang om måneden spærre de en stor gade af inde i byen, så spiller de musik til langt ud på natten. Og rundt omkring sælger de øl og alt muligt spiseligt, det ligner en større dansk byfest. Mere end 1000 mennesker og ikke det mindste optræk til slagsmål, alle var glade og havde en dejlig aften. Der skal dog siges for mit vedkommende, at for første gang på turen var der en som prøvede at stjæle min pung. Men det lykkes ikke, for jeg har en kæde i den.

Vi mødte Freekiss og broren Elia igen på deres lokale gadehjørne, hvor vi drak rom og fortalte løgn historier sammen med de lokale. De inviterede os hjem til dem for at spise og se deres malerier, Verner købte 2 af dem. Hoveddøren til deres hjem har jeg aldrig se så dårlig, selv ikke ude på landet. Der var ingen maling og flere centimeter imellem brædderne. Ingen døre inde i huset kun forhæng, åbne elinstallationer og et tv. Men malerier på vægen, og venlige mennesker. Det er altid spændende at møde de lokale og se deres måde at leve på.

De første 5 dage var ved at være gået, af de 30 som vi regnede med at bruge på Cuba. Vi ville sejle vest på for at dykke ved de små øer Cayo Laberinto. Cabo Cruz skal passeres med forsigtighed se godt på søkortene og sejl langt uden om revene og det lave vand.

Her lå en sejlbåd som var sejlet direkte op på revet, mast og sejl var stadig på båden. Men det er næsten umuligt at redde båden når den står på revet.

Ved Cayo Laberinto er der ifølge søkortet og pilotbøgerne mulighed for at anker inde på lavt vand og med rimelig læ og jeg skal love for at der var lavt vand. Ankede blev smidt på 2 meter vand. for at komme derind må man sejle siksak mellem koralerne, det kan godt være lidt hårdt for ens nerve. Men der var god snorkel dykning rundt om båden, der var for langt at sejle i vores lille gummibåd for at dykke med flasker på kanten af revet.

Ved solnedgang og solopgang blev vi overfaldet af myg inde fra mangroven, så båden blev lukket med myggenet, så var det til at leve med.

Efter et par dag forsatte vi til marina Jagua ved Cienfuegos. Vi lå for anker, og igen kom de ud til os for at ordne papirer dog kun 3 personer denne gang. Marinaen lå 20 minutters gang fra byen, der var sommetider mulighed for at køre med hestevogn til byen (1 dollar). Selv om det ikke var tilladt at køre med turister i hestevogn.

Jeg genkendt flere steder her fra sidste gang. Nu har de også lov til at have en lille forretning, dem kunne man se over alt lige fra pizza bagere, skomager, reparation af radio/tv, systuer, grønthandlere på cykel, cykelværksted og ude på gaden fyldte de gas på engangs lightere. Det var fra spraydåser med insekt spray, hvilken gas der var i dem, ved jeg ikke.

En aften i Cienfuegos hvor vi havde været ud og spise kørte vi i en gammel amerikansk Chevrolet 1954 tilbage til marinaen.

Vi besøgte også byen Trinidad med lokalbus det tog 2 timer og kostede 3 dollar pr. vej. Byen er en af de ældste på Cuba, og huse og gader er bevaret i gammel stil. De har en cigarfabrik men ingen ville fortælle hvor indgangen var, de ville hellere selv sælge os cigar privat.

Afgang mod Canal del Rosario hvor der igen blev snorkel dykket. Her møder man ofte lokale fisker både som vil bytte languster for rom og tobak, vi havde også besøg af en. Imens jeg prøvede at forklar at vi kun var interesseret i 2, kastede han 4 af de største direkte over på båden. Et par pakker cigaretter og 1 liter rom så var den handel i orden.

Vi havde læst at på Cayo Cantiles havde de lavet et reservat for aber og leguaner. Vi ankrede op med Bifrost så tæt på øen vi kunne, for at sejle der ind med gummibåden. Vi gik en tur på øen sammen med en af de 3 cubanere, som er på øen i 20 dage ad gangen. Vi så ingen aber men et par leguaner. Omkring deres lejer som bestod af 4 huse, havde de leguaner og jutias (en gnaver på ca. 50 cm) i bur, plus nogle frit gående grise. Efter et par timer sejlede vi tilbage til Bifrost, for at gøre klar til Isla Juventud.

Ankomst til Puerto Frances på Isla Juventud om natten i månelys, vandet var så klart at vi kunne se bunden på 16 meter. Vi var meget spændte på hvordan dykningen ville blive her. Da det blev lyst kunne man se de første 6 dykker bøjer, det var bare at sejle ud til bøjen og fortøjer gummibåden helt perfekt. Dykning langs en lodret koralside. Her var skildpadder, store krabber, stingrays, koralfisk og mange forskellige koraler. Der blev også snorkel dykning i nogle små huler langs kysten. Vi fandt senere ud af at det var national park og fredet område med ankring forbudt. Dem vi snakkede med, sagde at de ingen båd havde til at sejle ud for at bede os om at flytte, vi havde også ankret på sand bund. Så vi bliver der i 3 dage, før vi sejlede ind til marina Siguanea ved hotel Colony.

Fra hotel Colony sejler 6 – 8 dykkerbåde ud hver dag til de bøjer som vi dykkede ved i nationalparken.

De har en stor kompressor med tilhørende luftbank, og mindst 60 dykkerflasker. Det er også muligt at leje alt det andet udstyr. De har et tryk kammer som desværre ikke er i brug fordi bygningen som det står i ikke er vand tæt. Et perfekt sted for en dykkerferie.

For 49 US dollar lejede vi en bil en hel dag, vi kørte til Nueva Gerona som er den største by på øen. Her købte vi proviant, i dollar butikkerne og på det lokale Peso marked, her var der flere som gerne ville med til Danmark.

På vejen tilbage så vi 8 store to etageres boligblokke, de lå 8 forskellige steder midt uden på landet, langt væk fra alting. Kun de 2 af dem var beboet, de 6 andre var simpelthen aldrig blevet bygget helt færdigt. Vi gjorde klar til at sejle til Marina Hemingway, (Havana) det sidste stop på Cuba.

Den 16/4 passere vi Cabo de San Antonio det mest vestligste punkt på turen 84 58 00 V. Vi er på vej hjem over. Vi ser en del delfiner, og det lykkes at fange endnu en dolorado på 68 cm. D. 18 om morgen kommer der flere og flere sorte skyer. Imens vi er i gang med at rebe ned, bryder helvede løs, det tordner og lyner, og blæser 7-8 knob og mere i pustende. Alt sejl bliver taget ned, store sejlet bliver surret ekstra godt fast på bommen. I et par timer sejler vi 2,5 knob uden sejl. Vinden af tager lidt af, 3 reb sættes i store sejlet, Hemingway bliver kaldt op på VHFen. De siger at der er for farligt at sejle ind til marinaen, pga. vejret. Men de foreslår samtidig en anden havn Mariel.

Den har vi passeret for 8 – 10 mil siden, så vi vender båden og sætter kurs mod Mariel. Kl. 19.00 ankommer vi til Mariel. Hvad vi ikke ved på dette tidspunkt er at det er et stort militært område, (det er her fra Fidel Castro har udskibet cubanere til USA) det var sikkert der for de absolut ikke var interesseret i at vi brugte anker. De bad os om at fortøjer til en slæbebåd, det gjorde vi imens de kikkede på vores papirer.

Men der kom så store dønninger ind i bugten at det var umuligt at fortøjer Bifrost uden at den konstant skulle være under op syn. Langt om længe gik de med til at vi brugte hæk anker og kun et reb til slæbebåden. Den aften tog det ikke lang tid inden vi faldt i søvn.

Næste morgen vågnede jeg ved en masse råb og motorstøj fra slæbebåden, han skulle ud at bugsere et stort skib ind. I sidste øjeblik fik vi dem til at kaste vores reb over til os, derefter sejlede vi lidt væk for at kaste anker. Her fik vi lov at ligge resten af tiden.

Vi har fået salt vand ind i båden så vi vælger at lukke den forreste luge med fugemasse. D. 20 tidligt om morgen fik vi cruiseing tilladelsen tilbage men besked om at den udløber i dag og vi skal sejle direkte til Hemingway for at lave en ny.

Vind og bølger havde lagt sig en del men ikke helt, vi får dog en fin sejlads med 2 reb i store sejlet. Kl.13.15 ankom vi til marina Hemingway, 8947 sømil fra Horsens. Båden og vores papirer bliver checket, og de plomberer GPSen igen. Efter fortøjning af båden og et bad, går vi uden for marinaen for at spise.

En gammel cubansk lastbil er gået i stå midt på vejen. 2 mænd og 4 piger forsøger at skubbe den i gang, Verner mener at vi skal hjælpe dem. Imens alle ihærdigt forsøger at skubbe den i gang opdager vi at de kan snakke dansk. Det er Karsten fra Danmark og Benni som er cubaner, men han har boet i Danmark i 4 år. Han er nu hjemme for at besøge familien, og i morgen skal de have en fest og han invitere os med. Lastbilen kommer ikke i gang. Dagen efter laver vi aftale med Pablo om at køre os til festen syd for Havana.

I en gammel russisk Lada 1200 og uden problemer fandt han adressen selv om der hverken er husnummer eller vejnavn. Vi genkendte straks Benni og Karsten, det var hjemme hos Bennis forældre som har en appelsin plantage. Hele familien, alle naboer og mange flere var samlet til 2 hel stegte grise meget øl og endnu mere rom. Senere blev der danset salsa, og selv om jeg kun kan få spanske ord ville alle gerne fortælle om Cuba og deres liv. Det var helt sikkert den bedste oplevelse på Cuba. Jeg fik ikke lært at danse salsa selv om de gjorde deres bedste.

I marina Hemingway er de 80 procent af bådene amerikanske. De skal bare have en invitation fra en cubaner så er det i orden, trods den amerikanske embargo mod Cuba. For amerikaneren er Cuba meget billig, og med 90 sømil til Key West er det tæt på.

Her og i flere marinaer på Cuba har de vagter for at se efter at den lokale cubaner ikke stikker af med en udenlandsk båd. Cubaneren har ikke engang lov til at komme ind på marinaen. Og ikke alle som arbejder i marinaen må komme ombord i bådene. Selv om der var et utal af vagter blev der stjålet en taske og en pung fra vores cockpittet en nat. Det blev anmeldt og politiet kom men de manglede en som kunne snakke engelsk så de kørte igen, vi så dem aldrig mere.

I marina Jagua var der tidligere på året en svensk båd som smuglede 6 cubanere ud af landet, alle poser og tasker blev checket ved indgangen og vagterne havde skydevåben. Men efter nogle uger hørte det op igen, i dag tager de det mere afslappet. Den svenske båd meddelte den amerikanske kystvagt at han havde flygtninge ombord, de tog straks båden og satte skipperen i fængsel.

Det var en dejlig oplevelse at komme til Havana igen, katedralpladsen i den gamle bydel, hvor pigerne går rundt i kjoler fra gamle dage. Og våbenpladsen med alle de gamle bøger, og gøgl foran guvernørens hus med træ foran i stedet for brosten. For at dæmpe støjen, han sov meget dårligt. Hemingways cafe El Floridita hvor han drak sin ”Daiquri” rom. Den store mole foran Havana by ”malecon” hvor cubanerne går søndagstur, og vandet står ind over den når vinden er på. Det ligner næsten sig selv, selv om de renoverer de gamle pakhuse på havnen.

Vi mødte et par norske både, og for første gang en russisk båd. Som det tog 10 år at lave, og på en af deres ture rullede de 360 grader rundt og brækkede begge master. De har været i Thyborøn for at reparere båden efter kollision med et andet skib i Nordsøen. Og det gode skib ”Kattegatbell” med Jørgen som nu er canadisk statsborger.

Vi har gået og ventet på godt vejre til at krydse Florida strædet og golfstrømmen på, 1 maj mens vi checker ud spørger customs endnu en gang om vi er sikker på at vi vil sejle. For de har lige hørt at 3 både som sejlede tidligt den morgen er på vej ind igen. vi sætter 2 reb i og hvis de ikke har noget i mod at lave nye papirer hvis vi kommer igen, vil vi gerne sejle.

På samme tid som vi kaster fortøjningen, kommer de 3 både ind, den ene har flænget store sejlet og bøjet bommen. Vi kikker på hinanden og forsætter, det var alle 3 amerikanske både den ene kendte vi godt. Han havde spurgt mig, om jeg troede at en 33 fods båd var stor nok til at krydse Atlanten i. Han så noget overrasket ud da jeg fortalte ham at jeg sejler i en 28 fods båd.

Vi konstaterede efter et stykke tid at det ikke var være end det vi havde sejlet i før.

USA til Acorerne

Vi ankom til Key West i USA dagen efter kl. 16.00. hvor vi kastede anker. Her skal man selv ringe customs og immigrationen op for at meddele at man er ankommet. Så henviser de til nærmeste sted.

Vi fik ordnet vores pas den samme dag, customs må vente til næste dag. I marinaen var der et skilt hvor der stod at det kostede 4 dollar om dage for gummibåden, det syntes vi var lidt i overkanten.

Så den næste dag sejlede vi ind til bredden og låste båden til et træ. Vi havde lidt svært ved at finde ud af området og ind til byen men det gik. Vi fik et bad og ordnet customs som lavede en cruiseing tilladelse til os. Derudover var det ikke tilladt at have friske råvare ombord på båden fra udlandet, så hvis vi ville aflevere dem på kontoret den næste dag så var det okay, vi spiste så meget vi kunne til aftensmad.

For at komme tilbage til båden skulle vi forbi kontrolposten igen, en yngre kvinde i militæruniform og med skydevåben stod ved indgangen. Vi forklarede det som det var med gummibåden, og så måtte vi love at det var første og sidste gang at vi kom den vej. For det var altså restricted area (forbudt område). Da vi låste gummibåden op standsede en politibil ved siden af os, den kvindelig betjent spurgte hvordan og hvorledes og hvor vi kom fra, det var en lang sejltur osv. Vi lovede igen at sejle hen til marinaen. Ud fra Bifrost kunne vi nu også se de skilte med restricted area.

Så går vi i gang med at få bekræftet hvorvidt vi kan sejle igennem Florida, af intracoastal waterways. Men der er ikke vand nok, flere steder er der under en halv meter og vi skal bruge 1,6 meter. Sidste år var der meget tørt i området, og regnen kommer først til juli eller august. Så den går ikke, vi må sejler syd om Florida og op langs kysten.

Key West er et feriested for amerikanerne så det er ikke særligt billigt at leve her, priserne er endda højre om vinteren. Og så er det en kæmpe kontrast til Cuba, hvor vi kom fra. Det er nu d. 6. maj og vi forlader Key West for at nå så langt op af øst kysten, hvor vi skal proviantere før vi sejler mod Acorerne midt i maj.

Vinden er 5 – 6 knob fra NØ, golfstrømmen giver 1 – 2 knob med. Så vi ankommer til Fort Pierce d. 9. maj kl. 11.30. Fort Pierce. 9436 sømil fra Horsens. Pos:  27 27 70 N – 80 19 35 W 

På vejen ind til Fort Pierce opdagede vi at to af de wirer som holder masten var ved at springe. Wirerne er måske lige så gamle som båden (1974), så det er bedst at skifte alle sammen. Så den kan klare de ca. 3000 sømil til Acorerne, og derefter turen til Danmark.

Vi finder en lille bugt hvor vi kan kaste anker, her ligger allerede en amerikansk båd. I den bor Pete, en hyggelig ene sejler der arbejder som tjener. Han viser os hvor der kan provianteres til turen. E-mail foregår på bibliotek, det er gratis og det giver sommetider lang ventetid. For første gang på turen hører jeg dansk langbølgeradio hos Pete. Måske han stadig høre dansk radio en gang imellem.

Fort Pierce er en lille hyggelig by, med mange aktiviteter. En dag var der covette træf på pladsen foran biblioteket, og når man kommer i langturssejler uniform (kortebukser, T-shirt og rygsæk) vil de lokale gerne høre hvad man er for en. Når man så fortæller at man har sejlet helt fra Danmark i en lille båd, kikker de på en som om man ikke er rigtig klog. De er meget imponeret over at det kan lade sig gøre, og man føler næsten at man er Columbus.

Efter nogle dage er de nye wire lavet og sat på plads. Der er også handlet kraftigt ind, så vi kan overleve i 1,5 – 2 måneder. Så nu skal vi kun aflevere vores tilladelser i nærmeste lufthavn.

Fredag den 18/5 kl. 14.00 afgang. Selv om man ikke må starte på en rejse, på en fredag. Føler vi alligevel at vi og båden er klar til afgang mod Acorerne. Vinden er god SØ 4, det passer fint for vi skal længere nord på inden vi går øst over. Vinden holder også lørdag, og i løbet af søndagen øger vinden lidt. Der bliver lejlighed til at se 3 hvaler. En overgang kommer båden op på 9 knob i med strømmen.

På VHFen kan vi høre samtale imellem en fiskerbåd og US navy. US navy sejler kurs nul altså nord pga. øvelse, så fiskeren får at vide at han ikke skal prøve på at fiske der. Vi kalder dem op for at være sikker på at vi ikke er i vejen, det er vi ikke. Men 5 minutter senere kommer en af deres helikoptere hen over os, de hilser på os og vi svinger med dannebrog.

Om natten modtager vi et nødopkald, en båd som tager vand ind på pos. 33.09.20 N – 77.40.00 W. De kan ikke få radio kontakt men coastguard, vi prøver også at kalde coastguard op men det lykkes heller ikke for os. Vi får heller ikke kontakt med båden igen, men over VHFen bliver vi bedt om at holde op med at kalde den. En underlig oplevelse, ikke at få svar tilbage.

I et par dage kommer der lidt regn, lyn og torden. Inden der kommer en periode med vind stille, den bliver brugt til at sy og tape store sejlet. Vi når også at få en svømmetur i bølgen blå.

En lille klat dukker op i det fjerne, det ser underligt ud hvad er det? Sandsynligvis en målestation for vind og vejre som er for ankeret til bunden her ude på flere kilometers dybde, der står NOAA på den. Der er sol panel, vind måler og en antenne ombord. Godt man ikke torpedere sådan en midt om natten.

Den første uge er gået, vinden tiltager og vi må i 3 reb. De næste 4 døgn blæser det 6-8 beaufort, om natten kommer der igen lyn og torden. Syningen i under liget på forsejlet går op. Vi skifter til det eneste ekstra sejl som vi har med. Vejret skifter hele tiden snart for motor og så for sejl igen.

1/6-2001, 2 uger efter vi forlod Fort Pierce, og det er nu 1 år siden vi forlod Horsens. Vi er ca. 120 sømil fra is grænsen. Og de sidste par nætter har været meget kolde, så termotøjet er taget i brug.

Der kommer vand ind i båden, det smager salt. Så der må være hul et eller andet sted. Bommen sætter sig fast i masten, så det bliver svært at stramme sejlet helt ud. Når det skal op. Det lykkes dog under efterfølgende motorsejlads at finde årsagen og frigøre bommen.

Skøde skinnen i styrbord side er også blevet rykket løs, den er ikke sådan at reparere. Bag pladen i to skabe bliver fjernet, batteriboremaskinen bliver taget i brug. Det hele bliver skruet fast med nogle lange bolte, som tilfældigt er taget med hjemmefra.

Den ene snor til vind roret er også ved at være slidt, efter de mange sømil. Den bliver nød repareret, så den ikke springer midt om natten. Det kan give en uheldig situation, hvis det sker.

De sidste dage har der ikke været meget vind, så vi har brugt meget diesel. Der er stadig 600 sømil tilbage, så det er et valg om man skal sejle for motor indtil der er 10 liter tilbage. Eller man skal vente på vinden nu, vi valgte det første.

En eftermiddag jeg lå og slappede af i cockpittet, kunne jeg pludselig lugte røg. Jeg fløj op, et skib passerede os ca. 400 meter væk. Jeg havde over hovedet ikke se den, sidste gang jeg lavede et udkik. Man bliver lidt svedt af sådan en oplevelse.

Efter aftensmaden d. 10/6 hvor vi er ved at gøre klar til vagtskifte, ser vi et skib som sejler i samme retning som os. Der er ingen vind og næsten ingen bølger, så vi sejler med motor og elektrisk selvstyre. Den bliver større og større, og vi snakker om hvorvidt han har set os. Og hvilken side han vil passere os på, vi forsætter på vores kurs. Et fragt skib på over 100 meter, passere os på styrbord side i en afstand af 50 til 100 meter. Vi kan se at der løber en mand ud på brovingen, han råber på engelsk: kan i have en god rejse. Han høres meget tydeligt. Senere snakker vi med ham over VHFen. Båden hedder ”FOUR IRON”, det er et af de navne som jeg ikke glemmer med det første.

Det er ikke den sidste tæt på oplevelse vi får, allerede den næste morgen under indtagelsen af hjemmebagt franskbrød. På bagbord side af båden i en afstand af 10 – 15 meter dukker en Humpback hval op, af bare overraskelse rejste jeg mig op. Og foran båden ser jeg en hvalunge på vej ind i kollisionskurs, men den når at undvige. Den var så tæt på at jeg kunne have rørt ved den hvis jeg havde stået ude foran.

125 sømil til Faial i en afstand 4,5 sømil passere vi Flores, men jeg ser over hovedet ikke øen i regn disen. Derimod oplever jeg mange delfiner og den flotte vulkan Pico, på vej ind til Horta.

Onsdag d. 13/6 kl. 7.00 lokal tid, efter de meste begivenhedsrige 25 døgn og 20 timer. Ankommer Bifrost til Horta på øen Faial, Acorerne. 3024 sømil fra Fort Pierce i USA. (12460 sømil fra Horsens) Det har været en oplevelsesrig tur, vejret har hele tiden skiftet. Vi har set delfiner og US navy.  ”FOUR IRON” og en hval har været meget tæt på. Det har været en anderledes tur end første gang vi krydsede Atlanten, de 16 døgn var meget ens.

Acorerne til Thyborøn

Det er spændende om vi møder kendte både her som også skal male deres motiv på molen. Vi ved allerede nu at der er danske både som har forladt Acorerne.

Imens morgenkaffen bliver lavet høre vi nogen kalde på Bifrost, da vi kikker op, ser vi den spanske båd ”Pelerin”. Som vi sidst så på Cuba, gensynsglæden var stor.

Der bliver checket ind hos marinaen, politi og tolden. Det var dejligt med et bad efter 25 døgn.  På den engelske nabo både ”Brillig” (Four a clock tea) bor Andrew og Rica. Hun er japaner og havde aldrig været til søs før hun mødte Andrew. Men nu går det fint, de har sejlet i mange år. De bliver længere tid samme sted for at Andrew kan hente inspiration til sine billeder, så lære de også den lokale befolkning at kende. Og Rica få tid til at finde et klaver som hun kan øve sig på.

Vi blev inviteret med til det lokale kulturhus, hvor der var forældre dag. De forskellige ballet hold lavede opvisning, assisteret af den russiske balletmester, der blev også spillet klassisk musik. Det var meget spændende at se de stolte forældre og bedsteforældre med deres video og fotoudstyr, pege op på scenen og konstatere at det er mit afkom. En rigtig positiv og lokal oplevelse, selv om man ikke interessere sig for ballet eller klassisk musik.

Der bliver udvekslet middages retter med den Engelske båd ”Brillig”, hvor vi fik et indblik i den Japanske koge kunst. Og lejlighed til at høre Rica spille på klaver, hun lavede en lille koncert til ære for Bifrost.

Der bliver også tid til at høre hvad de andre sejlere, har oplevet på turen over Atlanten.

En dag står Sven ved siden af Bifrost, han spørger om vi kan snakke Dansk, Svensk eller Norsk. Det mener vi jo godt at vi kan klare, så i løbet af eftermiddagen beretter han om sin værste sejltur/mareridt. Han er sejlet fra Miami sammen med en Norsk båd (begge ene sejlere) ca. 8 døgn før vi sejlede fra Fort Pierce, han bruger 36 døgn til Acorerne. Og han er interesseret i om vi har set den Norske båd, for allerede på anden dagen fra Miami var den langt foran. Og der er nu gået 39 døgn, vi kender godt båden men har ikke set den på Acorerne.

Sven har sejlet i 20 år og aldrig haft så dårligt vejre i så lang tid, og så mange skader på sin båd. 2 ror pinde blev knækket, bølgerne har lavet buler i siden af båden. Søgelænder ødelagt, 1,5 centimeter tykt vindue revnet. Sejlende blæst i stykker så han måtte driv med strømmen, indtil det var muligt at reparere dem. I den forbindelse kom han tæt på is grænsen. Utæt gas regulator så han ikke kunne få varmt mad, han spiste rå spaghetti og mexicansk krydret hot chips. Hans ferskvand var blandet med saltvand. Men efter lidt mad, tobak og øl, vender humøret langsomt tilbage.

Der går yderlig 2 døgn før den Norske båd ankommer, han har stort set haft en god tur. Efter kort tid fra Miami ødelægges hans sejl så han beslutter at går i havn for at reparere dem, det tager ca. 8 dage inden han kan komme videre. Det viser sig at alle 3 både har sejlet ca. samme rute kun forskudt en 2 – 3 dage, så man må konstatere at der skal lidt held til for at ramme det rigtige tidspunkt for overfarten.

Sammen med den Svenske og Norske båd blev det obligatoriske maleri på molen lavet, det er en tradition som går mere end 100 år tilbage. Der fortælles mange historier om lidelser og stolte sejlere som har lavet deres livs rejse. Det er et imponerende syn, det tager flere dage at få bare et lille overblik over dem alle.

Så var der gensyn med Conny og Vagn som vi mødte i Bayona, det er spændende at høre hvad andre har oplevet på deres tur.

Vi besluttede at leje en bil for at køre rundt på øen Faial, desværre var dagen præget af regn vejre. Da vi besøgte det 2 km store og 400 meter dybe krater Caldeira kunne vi kun se 10 meter frem, så vi kørte ned med samme igen. For at se det gamle fyrtårn ved Capelinhos som blev begravet under vulkanudbruddet i september 1957. På vej hjem blev vi stoppet af vejarbejde, hvor den ene vejbane var spærret. Som den sidste bil i køen, skulle vi modtage en ”stafetpind” som vi skulle aflevere når vi kom til bilkøen i modsat retning. Her sparre man et trafiklys til regulering af trafikken, en sjov oplevelse som ikke er set før.

Og som så mange gange før bliver dagen sluttet af på CAFE SPORT, meget kendt sted i langtursejler kredse. Her mødes sejlere fra hele verden for at berette om deres bedrifter, under indtagelse af en del øl. Selv om de første mange dage på Faial gik med at gøre båden klar til hjemturen, blev der også tid til hygge. Som den gang 6 nationer var samlet i cockpittet på Bifrost. 4 danske, 1 svensker, 1 englænder, 2 belgier, 1 japaner på el-keyboard, 1 skotte på guitar. Under indtagelse af øl og lokal rødvin, blev der spillet musik til den lyse morgen.

Så er det tid til at sige farvel til Conny og Vagn som kvitterer med en sang og harmonika spil før afgang. Tak for det. Lørdag d. 30/6 kl. 15.20 afgang mod den engelske kanal. Imellem Horta og Pico ser vi en flok delfiner, som altid er der når vi starter på en tur. (for at ønske lykke på rejsen)

De første par dage bliver det skiftevis sejlads med sejl og motor. Vi konstaterer også at båden stadig er utæt, så den ene af FTLFs lækstop bliver brugt i et sidste desperat forsøg. Efter et par timer kan vi konstatere at båden er tæt resten af turen.

500 sømil fra Landsend bekræfter en US carrier, over VHFen at der er en gale warning i området. Vores barometer er også faldet kraftigt de sidste par timer. Af en eller anden grund forbliver vinden moderat, det gør selvfølgelig ikke noget. Vi passerer trafiksepareringszonerne omkring Scilly øerne i fin stil.

Vi beslutter at gå ind til Falmouth for at tanke diesel, i håb om at det rækker til Danmark. På vejen ind får jeg øje på to ”Basking sharks”, som er ved at spise plankton. Vi stopper båden for at se på dem. Ankomst til Falmouth d. 12/7 kl. 12.00 1366 sømil fra Horta. (13826 sømil fra Horsens) Her møder vi en anden Dansk båd som er på vej ud, altså syd på som vi var sidste år.

Vi træffer også FTLFs kontakt person i England, Kim og hans kone Katrine. Falmouth er en meget gammel og spændende by med en lang og interessant skibs historie. Er man interesseret i bøger om skibe, og alt hvad der har forbindelse til vand. Har byen flere spændende boghandler.

D. 15/7 afgang kl.10.30 mod Thyborøn, endnu engang er det med motor for snart at skifte til sejl. Så kommer man ikke til at kede sig. D. 17/7 kl.9.30 passere vi 0 grader (GMT).

Senere begynder vi at snakke om at vi ikke har set særlig mange sejlbåde, de sidste par timer. Da vi endelig se en kaldes han op for evt. at få en vejre udsigt. Han siger at der kommer en Gale fra syd øst styrke 8. da vi heller ikke kan holde kursen, beslutter vi at sejle ind til Newhaven.

Ankomst Newhaven d. 17/7 kl. 16.30. 229 sømil fra Falmouth. Her konstateres der også at 2 af de nye wirer som vi fik på i Fort Pierce er gået i stykker, så de bliver skiftet til 2 nye her i Newhaven.

I Newhaven er der ikke noget særligt at se, på torvet har de dog et kompas rose hvor de har skrevet større begivenhed som har haft betydning for byen. Under 2. Verdenskrig lavede de en kopi af byens belysning, en kilometer væk fra byen. Derved undgik de næsten alle de tyske bomber.

Afgang fra Newhaven d. 19/7 kl. 10.45 Dover passeres før vagt skift 24.00 kort efter tiltager vinden, der besluttes at gå i ly for natten inde ved Dover. Inde i havnen har de et område hvor man kan ankre op, der kaster vi anker kl. 2.30. Strømmen er til vores fordel kl.10.00. Næste formiddag sejler vi i 2-3 knobs med strøm.

Dagen efter passere vi en olieboreplatform ret tæt. Jeg er ikke sikker på at det er tilladt, men flot var den. Kort før midnat d. 21/7 passere vi den sidste trafiksepareringszone, nu er det lige ud til Thyborøn.

Hele søndag d. 22 høre vi dansk radio. Og vi har en kanon sejlads, alle sejl oppe og 5 knob. Mandag kl. 4.00 døder vinden totalt motoren bliver startet, vi sejler for motor helt til Thyborøn. 17.30 landkending af vestkysten, Torsminde og Bovbjerg.

 

 

Thyborøn til Horsens

Ankomst til Thyborøn kl. 22.30 d. 23/7 (14572 sømil fra Horsens).

Alt er lukket på denne tid, så der bliver ingen ankomst øl. Men da nabobåden hører at vi virkelig kommer langvejs fra, sender han knægten ned i båden efter øl, da han kommer tilbage konstatere han at: far har en hel kasse øl ned i båden. Vi snakker til den lyse morgen.

Efter at vi har sundet os at par dage, forsætter vi til Horsens. Undervejs gør vi stop på Venø, i Struer, Løgstør, Ålborg og på Tunø. Hvor vi har besøg af vores familie og venner for første gang i 14 måneder.

Det var helt specielt og dejligt at sejle ned forbi Djurslands kyst, hvor jeg har tilbragt så mange af mine dykker timer.

Fredag d. 3/8 afgang kl. 10.00 fra Tunø, 2 reb i store sejlet, en rask tur til Hjarnø hvor vi ankommer kl. 13.00 vi kaster anker til kl. 15.30 for ikke at komme for tidligt i til Horsens.

Kl. 17.00 ankommer vi til Horsens. Det ser ud til at vi er ventet, for der står ca. 50 af vores venner og familiemedlemmer på havnen. Det er en stærk oplevelse at se alle de mennesker, med dannebrog.

Det blev til: 14800 sømil = 27410 km

1 år. 2 mdr. 2 dage. 3 timer

25 Brød bagt i gas bageovnen

Når der var fyldt helt op med proviant, havde vi

13 kg mel (20Liter)

  5 kg pasta (5 Liter)

  9 kg ris (10 Liter)

  5 kg havregryn (10 Liter)

  6 kg løg     

  8 kg kartofler

  2 kg sukker

 30 glas henkogt kød

125 liter diesel

230 liter ferskvand

  40 liter i dunke

Proviant, vand, diesel til 1,5 – 2 måneder. (2 mand)

På de lange ture har vi brugt 15 liter vand pr. mand pr. uge. 2,14 liter pr. dag.

For sjov sagde vi: At det er også med til at holde kakerlakker væk. Vi brugte kun vand til maden, og til at børste tænder i.

Etmål er distance på 24 timer:

Bedste etmål 172 sømil  =  7,16 sømil/t = 13,27 km/t

Ringeste etmål   81 sømil  = 3,375 sømil/t = 6,25 km/t

Længste tid på søen i et stræk 25 døgn og 20 timer 3024 sømil

Tak til alle de venlige og hjælpsomme mennesker vi har mødt på denne tur. Når man kommer tilbage efter så lang en rejse, bliver man let restløs. Men man vender langsomt tilbage til den gamle hverdag. Imens man tænker på hvad, alle de andre som man har mødt på turen laver. Er de tilbage til deres hverdag eller har de også tanker om at bryde op og leve livet med den frihed som en rejse giver. På gensyn Bifrost, Verner og Michael