Sejltur med Merete
Turen til Panama
Det var i sidste øjeblik, at jeg kom med. De var heldigvis ikke helt færdige med at checke ind på flyet til Panama. Da jeg i fuld løb ankom til gate 104 i New Ark lufthavnen. Flyet ruller ud af startbanen med 45 minutters forsinkelse, fik de nu også min bagage med. 42 kg, som bestod af lidt tøj, et forsejl og diverse reservedele til sejlbåden Merete. Det havde ikke været let i Kastrup, udover sømandsbilletten og ”Letter of garanti”. Forlangte de også visum til Panama, det var en ny oplysning for mig. Men efter en længere samtale ved check ind, og en kopi af passet kom jeg med.
Det hele begyndte for 2 måneder siden på min fødselsdag. Hvor der kom en mail.:
Hej Michael! Ikke for at friste, men har du lyst/mulighed for at tage med til Colón i Panama og hente en båd – en Møn 391. Afrejse fra Danmark en gang i april.
Jeg antog i et stykke tid at det var en spøg, for skipper var med til min fødselsdag for 2 år siden i Chaguaramas på Thrinidad. Men den var god nok, for nu her midt i april sidder jeg i flyet til Panama.
Stadig forsinket ankommer vi kl. 21 lokal tid. Jeg har møjsommeligt udfyldt indrejse papirer i flyet, men hvad der var galt med dem, fandt jeg ikke ud af. Han rækker en formular mere over til mig og pegede på de 2 skrivepulte langs vægen, der stod andre og udfyldte flere formularer, for at de kunne komme ind i landet. Som den sidste lykkes det også for mig. Nu er det med at finde bagagen. Det hele var der, og næsten forbi tolden ”ingen ting at for tolde” blev jeg stoppet. Det sku da også, det gik jo lige så godt. Hvad har du med spurgte han og så på sejlposen, som var svøbt i gaffa tape. Det er et sejl svarede jeg og så ikke det mindste urolig ud. Hvad er et sejl? og har du en kvittering på det? Imens jeg er ved at finde et billede af båden så han kan se hvad et sejl er, vokser køen bagved. Jeg kan mærke bagage vognene kommer tættere og tættere på, utålmodigheden stiger i køen. Der bliver ivrigt diskuteret med tolderen. Og sekundet efter at han har givet op, og sagt ”du kan gå” står jeg ude i ankomsthallen sammen med skipper. Der ellers havde opgivet at se mig i aften, men jeg kom igennem uden bestikkelse.
Vi kører nu mod Christobal Colòn som ligger på øst kysten, ved det Caraibiske hav. Det er ikke nogen spøg at kommer fra Danmark til Panama i april måned. Den ulidelige varme 30 til 35 graders. Det er ved at tage livet af en vinterhvid dansker. April og maj er begyndelsen på regntiden, så indimellem kommer der en regnbyge. Og sammen med varmen, giver det en meget høj fugtighed. Skipper har allerede arbejdet med båden i 2 uger, men den er langt fra klar til at krydse Atlanten. For ikke at tale om turen ud af Caribien, som må forventes at foregå imod vind og strøm. Efter et knok down er der kommet saltvand ind i båden. Derefter har den været helt til lukket, og langt i marinaen uden særligopsyn i de sidste 3 måneder. Så ud over mug over alt, er flere elektriske dele helt ødelagt.
Med stor hjælp af Carl Erik og Janne fra den svenske både Albatross, kommer båden til at sejle igen. En af mine opgaver bestod i at checke bunden, imens den var i vandet. Selve bunden så rigtig fin ud, men der var en skade ved det nederste ror ophæng. Skaden var alvorlig, og for ikke at løbe nogen risiko på hjemturen måtte vi have båden på land, for at reparerer skaden. Skipper havde mest lyst til at lade båden blive i vandet, efter at han havde set hvilken stand op haler vognen var i. Jeg bedyrede at uanset hvor i Caribien man skal have sin båd op, så se det altid gammelt og faldefærdig ud. Efter en dags udsættelse pga. tidevandet, gik det rigtigt godt med at få båden på land. I første forsøg og på 45 minutter stod båden, nøjagtigt hvor den skulle. Efter at den har tørret en dags tid, begynder de lokale at reparerer skaden med ny glasfiber.
Når man på kort tid skal have lavet noget et fremmet sted, er man nødt til at skabe kontakt til de lokale. Det kan være som i vores tilfælde, taxichauffører som har kendskab til området. Men pas på, for de kan alle sammen hjælpe dig ”No problem”. Vi fik med en del justering og meget vente tid endelig færdig gjort, 2 nye nedgangs luger af plexiglas. Forbindelsen mellem masten og bommen (svanehalsen) var brækket. På det lokale skibsværft fik vi lavet en nøjagtig kopi i rustfri stål, for 50 us dollar.
Albatross som ligger for anker 10 minutters sejlads udenfor marinaen, inviterede til fødselsdag middagen. 3 retter, lavet af mesterkokken Janne. Mætte og vel til pas forsætter vi festen, i baren på land. Vi er ikke alene, de prostituerede og deres alfons arbejder ihærdigt på at tjene til dagen og vejen. Vi forslår at det kunne være en ekstra gave til fødselaren. Men han var ikke rigtig med på ideen. Manageren prøver igen at etablere kontakt og en pris. Da det har stået på et stykke tid, og vi i bund og grund ikke er interesseret. Råber fødselaren i et kraftig udbrud, og med store armbevægelser ”on the tabel right now”. Manageren oversatte, og efter pigernes ansigtsudtryk at dømme blev de lidt urolige for hvad der nu skulle ske. De forsvandt og vi så dem kun på afstand, resten af tiden i Panama.
Om natten er det ikke kun varmen man skal overleve, det er et eldorado for myg. Så efter at man har klaret dagens højdepunkt, som er et bad. Smøre man sig ind i diverse myge forskrækkende olier. Alligevel vågner man i røgen fra myge røgelsen, ved at myggen summer over hovedet på en. Det er for sent siger skipper, du kan kun høre dem når de har stukket. Og lastet som en anden B52, brummer hen af startbanen for at komme i luften.
Panama kanalen
Albatross og besætning er nu ved at være klar til at sejle videre, de skal igennem Panama kanalen og ud i Stillehavet. Udover de 600 US dollar det koster at komme igennem, er der også andre krav som skal opfyldes. Der skal være en skipper og 4 besætningsmedlemmer, som kan holde de 4 liner til land. Så der skal købes ekstra tovværk, og bildæk. Som skal placeres langs skibssiden, når bådene bliver bunden sammen inde i kanalen. Jeg fik lov til at sejle med igennem, som tov holder. Aftenen før sejlede jeg med ud, for vi skulle starte meget tidligt næste morgen. 03.30 blev vi vækket af skibsklokken, når lodsen er ombord kan vi sejle ind i den første sluse. 05.30 kom lodsen iført Panama hat, hvid skjorte og cowboy støvler. De manglede stadig at få kontakt med den sidste båd som skulle igennem slusen, langt bagude kunne vi se en båd i fuld fart. De var sikkert lige vågnet, men han når lige med ind i slusen inden den lukker.
Men i første sluse (33,5 meter bred og 306 meter lang) ligger vi alene, med 4 liner i land. Ikke som normalt hvor 3 både bliver koblet sammen, og man kun bruger 2 liner fra hver af de yderste både. Ved sluse nummer 2 bliver alle 3 både koblet sammen. Efter de 3 sluser som er på Caribiens siden, er man løftet 26 meter op. Derefter sejler man igennem den 38 kilometer lange Gatun sø. Den er kunstig lavet, og det varede 10 år før at der var vand nok i den så sluserne kunne fungere. Der blev oversvømmet 24 byer, og store skovområder. I dag kan man se træerne stikke op mange steder i søen. udover et rigt fugleliv, lever her krokodiller og søkøer (manities).
Kanalen blev åbnet d. 15. august 1914. Der er 9000 ansatte ved kanalen. 14.30 var vi igennem den sidste af de 2 sluser på Stillehavs siden, i alt 80 kilometer. Jeg blev sat i land ved Balbora yacht club. Derfra med taxi til busstationen, i Panama city. Hvor bussen køre til Christobal Colon. Kl. 18.00 var jeg tilbage igen efter en lang dag, og en oplevelse rigere.
Vi blev også nødt til at købe flere søkort, så vi tager den 2 timer lange bustur indtil Panama city for 2 US dollar. Her ordner vi også de sidste skibspapirer, og møder Karsten. FTLFs kontakt person i Panama. Ham kan man også høre på SSB radioen, hvor han informere om vejret i Caribien og Stillehavet. Der udover han været meget behjælpelig med sine lokale kontakter. Proviantering til så lange sejltur er en opgave i sig selv. Det blev til 6 af de store indkøbsvogne, fordelt på 3 taxi ture. Derudover skulle vi købe så meget frisk frugt og grønt som muligt, helst lige før afgang. Vi havde på en eller anden mærkelig måde fået smag for den lokale rom. Og jeg vil gætte på at vi har købt en del, det udløste i alt fald 4 T-shirt.
Køleskabet virkede ikke på grund af tekniske problemer. Så det blev brugt som et alm. skab. Køleskabet om bord på en båd vender ikke på samme måde som det man har derhjemme, tingende kommer man i oppe fra. Der var forsøgt med forskellige løsninger, det endte altid med at når man tog mælken ud væltede de andre ting så der ikke var plads til mælken igen. Vi havde købt 45 liter langtidsholdbar mælk i Panama. Så det var indlysende at de 12 liter kunne ligge nederst, så vi kun brugte den øverste del af skabet. Det virkede rigtigt godt indtil jeg en dag undrede mig over at det lugtede lidt af ost eller i alt fald gammel mælk. Det var ikke underligt for de 4 nederste kartoner var gået i stykker på grund af vægten af de andre 8 liter. Men det var utroligt nemt at fjerne, for største delen havde allerede taget fast form, som hytteost.
Vi traf mange sjove, og venlige mennesker omkring havnen. En som jeg længe vil huske, er den dansk maskinmester. Bjarne og hans japanske kone Tasime arbejdede på en ombygget slæbebåd, ejet af en med rigtigt mange penge. Vi blev inviteret om bord til middag, og rundvisning. Jeg har aldrig været om bord på en slæbebåd hvor man tog skoende af før man gik indenfor. Imens vi genopfriskede det danske sprog for Bjarne, tilbyd han at vi kan låne hans satellit telefon på turen hjem. Den skulle senere hjælpe os utroligt meget, så vi er meget taknemmelige for det.
Kort før vi skulle sejle, kørte vi en tur med Heins en af de lokale taxichauffører. Han viste os Fort Guilt og Fort Davis, som Amerikanerne brugte da de ejede kanalen. Nu er de solgt til Panama, som ombygger dem til beboelse. Vi blev også vist rundt i Christobal Colon, og det kan anbefale for sin egen sikkerheds skyld at blive kørt rundt. Af alle de steder i verden som jeg har været, er Christobal Colon det mest kriminelle sted. Man går ikke ud om natten når man er turist.
Til Jamaica
Kl. 6.30 Søndag morgen den 27 april sejlede vi for motor, ud i det Caribiske hav. Det er nu båden skal testes, holder det hele. Med svage vinde de første par døgn havde vi tid til at lave ændringer og justeringer. Vi satte kursen mod Jamaica, for at forlade Caribien syd om Cuba. Vinden øger fra NNE, så vi sejler bidevind det meste af tiden. (så tæt til vinden som en sejlbåd kan komme) For at holde fri af Nicaraguas kyst. Sydkysten af Jamaica er meget lavvandet, så vi sejler vest om. For senere at gå ud igennem Wind ward passagen, imellem Cuba og Haiti. Vi forsætter tæt op under Cubas kyst, inden vi går over på den anden halse.
Nu opdager vi så at flere af kordelerne på riggen er sprunget, så kan man jo sige at vi har et seriøst problem. En gang om dagen er vi i kontakt med Karsten ang. vejret. Han foreslår Jamaica frem for Cuba, så vi beslutter at sejle til Port Antonio på Jamaicas nord kyst. Pga. støj fra motoren standser vi den, når skipper snakker i SSB radio. Men nu vil den ikke starte igen, en ulykke kommer sjælen alene tænker jeg. Men ved at kortslutte den kom den i gang.
I læ af navy Island ligger vi nu rigtigt godt her i Port Antonio, omgivelserne ligner faktisk lidt et postkort. Men stemningen hos sejlerne er ikke god, det er svært at få reservedele hertil. Lykkes det endelig er det dyrt og har taget meget lang tid. Det var ikke sød musik i vores øre, da vi så lidt senere indklarere spørger vi myndighederne hvad problemet er. Jamaica anerkender simpelthen ikke båd i transit. At man kan få leveret reservedele til sin båd uden moms og told, i det land man ligger i. De reservedele man får sendt til landet, skal man selv hente sammen med en tolder, man betaler for hans mad, taxi, ophold og mellem 100 og 180 % told oven i reservedelsprisen. Det bliver dyrt, rigtigt dyrt. Vi havde kendskab til et dansk firma som arbejder her, måske de kendte nogle kneb. Men det så håbløst ud, heller ingen hjælp at få her.
Sidst på eftermiddagen den dag vi ankom til Port Antonio. Gik jeg i byen for at købe aftensmad, imens skipper klare de sidste papirer til indklareringen. Emigrations officeren ankommer, og da solen bager ned foreslår han at de skal side i skyggen et stykke derfra. Skipper undskylder at vi desværre ikke har noget gæste flag på båden, vi er lige ankommet osv. Officeren kikker op fra sine papirer og peger på båden, er det ikke den der som er din båd. For så vidt han kan se så har den et gæsteflag. Skipper kikker en ekstra gang, og til stor undren må han konstatere at det har den sandelig også. Han kunne jo ikke vide at jeg tidligere på dagen, imens han var travlt optaget af at snakke med sundhedsmyndighederne, havde købt et gæsteflag af en lokal.
Ingen garanti for at vi ville få tingene før orkanerne sæsonen begynder, hvis de blev sendt fra Danmark. Der var ikke andet at gøre end at gå i seng, for at stå tidligt op og finde ud af nøjagtigt hvad vi skal bruge. Det kunne være at en ny dag ville give nye ideer. Ved hjælp af skippers store arbejdes indsats og den tidligere omtalte satellit telefon, lykkes det for ham på en dag. At få bestilt helt ny rig i Danmark, til levering 8 dage senere på Jamaica. En returbillet blev købt, og en god ven af skipper fik en uges ophold på Jamaica. Og selv om der stod på skiltet i lufthavnen, at man kommer i fængsel for ind smugling af vare. Gik han direkte igennem tolden med en helt ny rig. I løbet af 1,5 døgn var den nye rig monteret.
Som turist er Port Antonio et dejligt sted, hvor man næsten altid kan gå i fred. Og med næsten mener jeg, på nær den ene gang jeg ville fotografere det lokale liv i byen. Imens jeg stod med mit kamera, og ventede på det helt rigtige motiv. Blev jeg antastet af to yngre mænd, som havde en lidt truende adfærd. De beskyldte mig for at være fra det Amerikansk narkopoliti. Men jeg tog chancen og stod fast, at det som end kun er familiebilleder som jeg laver. Efter nogen tid siger den ene, giver du så 2 øl. Men det gjorde jeg altså ikke efter dette optrin. Men der blev heller ikke taget flere billeder den dag. Men bortset fra den slags hændelser nyder jeg utrolig meget, når man kan gå stille og roligt og opleve den lokale atmosfærer. Man kan hurtigt mærke stemningen, og hjælpsomheden fra de lokale. Ifølge de lokale bliver der alene i hovedstaden Kingston, dræbt 2 – 3 mennesker hver nat. I de fleste tilfælde er det jalousi opgør blandt de lokale, meget sjældne turister.
Lokal mad er altid spændende. Det kan være fra grillen på gadehjørnet, svin krydret så stærkt at der skal være øl i nærheden. Suppe med DUMLINGs serveret i en gammeldags dyb tallerken ca. 1,5 liter. Karry ged med ris er heller ikke dårlig. Men det bedste er når man fortæller at det ikke var gået i Danmark, hvor geden er et kæledyr som vi ikke spiser. Og den caribiske kylling kan man altid få, når ged og fisk er udsolgt. Frugt og grøntsager kan vi købe i en god kvalitet, og til rimelige priser.
For 10 danske kroner kan man få supper af forskellige varianter, og det er en stor tallerken fuld. Den hvide melbolle som vi alle kender fra Danmark. Ser lidt anderledes ud her på Jamaica, og kaldes for DUMLING. På størrelse med en klat smør taget med en spise ske. Eller ca. 4 gange så stor som bollen vi kender, og smager mest som halv kogt spaghetti. Jeg syntes at DUMLING er et godt navn for de små hvide ting der sommetider findes i sovsen.
I båden spøger det. Efter hånden som de elektriske dele tørreud, kan de sommetider komme til at virke igen. Således blev jeg vækket en nat, hvor skipper troede at jeg havde glemt at slukke lyset før jeg gik i seng. Men lampen var begyndt at virke midt om natten, nu hvor fugtigheden ikke var så høj mere. Men der kan stadig godt blive 36 grader nede i båden midt på dagen.
Atlanten for 3 gang
Efter afgang d. 19. maj, kæmper vi i de næste 4 døgn med at nå igennem Vind ward passagen. Vinden er generelt ikke så kraftig, men den og så strømmen er imod os. Vi oplever kun et lille uheld på turen, faldet til forsejlet kommer i bekneb. Under forsøget på at få det fri lander det hele nede på dækket. Vi beslutter derfor at sejle tæt på øen west caicos, som ligger umiddelbart på den anden side af Vind ward passagen. Der håber vi på at finde så meget læ for vind og bølger. At vi kan komme i masten for at sætte faldet på plads igen. Vi ankommer tidligt om morgenen til west caicos. Her er læ for vind og bølger, selv om øen kun er 26 meter høj. Jeg kravler i masten og efter et par timer, er faldet på plads igen så vi kan forsætte.
Skipper havde et par gange hentydede at et bad kunne gøre underværker, jeg ignorerer det og tænkte. Han er jo heller ikke i bad hver dag. Det er klart i den varme er det ikke sæbe man dufter mest af. Så blev det fredag den uge dag hvor jeg vender alle æg. Der er mange måder hvor man kan få æg til at holde sig på, når man ikke har køleskab. Nogle bruger vaseline – nogle koger dem i 10 sekunder. Jeg har erfaring med at vende dem hver 7 dag, så blommen ikke kommer til at røre ved skallen. Da bakke nr. 2 blev åbnet, forstod jeg hvad han mente, 3 af æggende var knækket og begyndt at rådne.
På turen her fra og til Acorerne, viste vejret sig absolut fra den stille side. Men det er helt fint, når vejret er dårligt og man skal sejle langt kan det blive meget anstrengende så vi klager ikke. Vi havde faktisk også nok at se til, den elektriske vandpumpe gik i stykker. Så der blev lavet en mekanisk nød pumpe. Og diverse andre ting blev lavet eller koblet fra. Ved siden af det så oplever man jo også de mange solopgange. Og skildpadderne der kommer svømmende forbi båden. Den store havfugl Great Shearwater følger båden i mange dage. Og viser alle sine flyvekunster i solnedgangen, imens den spiser flyvefisk. De Portugisiske orlovs mand styre forbi båden med deres ejet lille sejl. Den regn vejres nat man redder en lille storm petrel, op af vand som samles i et rebet storsejl. Og hver 3. dag bliver velsignet med et nybagt franskbrød med marmelade. Så gør det ikke så meget at det tager 29 døgn, og 3217 Nm (5950 km) fra Jamaica til Acorerne.
Skipper er opvokset ved havet og hvis der er noget han ved noget om så er det fiskeri, ingen tvivl om det. Så efter at jeg nogle gange, hvor der ingen fangst havde været, pakket grejet sammen. Og havde konstateret at linen brat slutter uden krog eller andet grej. Kan jeg ikke lade være med at spørge ham. Jeg ved ikke hvad i bruger der hvor du kommer fra men jeg har lært at man skal bruge en fiskekrog, for at fange noget. Ja men linen er for tynd til fiskeri på Atlanten, og flere andre ting er i vejen, kommer der i et desperat forsvar. Men efter endnu et forsøg med noget kraftigere line, denne gang forsvinder krogen også. Og enden af linen er en kopi af Egon Olsens cigar, efter en bombe sprængning. Var det fiske eventyr forbi.
Bortset fra fornyelsen i havnen, ligner Horta på Acorerne sig selv fra 2001. På molen står der mange til at tage vores fortøjning. De genkender os, vi kender også dem bare ikke af ud sene. Men kun på båd navnet, for det er nemlig de rare mennesker som vi har delt vejrudsigt og dagligdagen med over SSB-radioen. Der er en utrolig måde at mødes med andre på. SSB-radioen gør afstanden kort imellem mennesker verden over. Mangler man en ny bageopskrift eller hjælp til et teknisk problem, får man det måske fra den anden side af jorden. Det blev til 5 dage på Acorerne, gensyn med maleriet fra sidst. Og besøg på Cafe sport. Båden klaregøres og der provianteres til Falmouth en nem tur på 1200 Nm. (men vi blev klogere)
Stormende kuling i 2 døgn
Det starter med svag vind, men 2 døgn efter afgang kom der ”gal” varsel (force 7). Det blæser i 18 timer, for der efter at dø ud. Så begynder Herb at tale om et ekstremt lavtryk som kommer fra NV, ned forbi Irland og ender i bunden af Biscayen ved nord Spanien. De har på nu værende tidspunkt aflyst en kapsejlads omkring Skotland og Irland. Det er et lavtryk på 990 Millibar som nærmere sig, så alt efter hvor tæt vi er på kan vi forvente stormende kuling (force 9). Vi sejler øst på mod Spanien for at komme væk fra det. Den nøjagtige rute og styrke på lavtrykket er ikke kendt endnu. Da der er talt om en prognose, og de forventer at er går 4 – 5 dage før det rammer vores område.
Vinden døde da også totalt ud, så vi tager sejlende ned og venter på vind. Der bliver ikke snakket mere om lavtrykket så vi sejler mod NØ for motor. Vi har ikke sejlet længe da motoren pludselig stopper. Efter et stykke tid kan den starter igen, tilsyneladende kun skidt i filterne. Vinden tiltager sidst på dagen, kl. 23.00 kommer meldingen at lavtrykket er begyndt på vores position.
På rekordtid sætter vi de mindste sejl vi har, og surre alt andet fast. Vi sejler nu mod SØ med vinden og et lille forsejl, længere og længere væk fra Falmouth. I de næste 48 timer holder vi bare båden sejlende, så behageligt som muligt.
Barometeret stiger og vinden aftager, vi kommer tilbage på kursen mod Falmouth. Efter 48 timer med meget vind, blev der mere eller mindre vind stille på en gang. Sejlende blev taget ned, for vi havde ikke brændstof til at sejle helt til Falmouth. Derudover driller motoren nu for alvor, måske det ikke var stoppede filter. Den vil ikke starte og motorrummet bliver skilt ad, for at lave mere plads. Skipper arbejder virkelig i mange timer, før han konstaterer at det ikke kan laves uden en ny brændstofpumpe. Den foreløbige løsning bliver at placere en reservedunk i cockpittet, så brændstoffet selv kan løbe til motoren. For at få diesel i reservedunken var vi dog nødtil at pumpe den op fra tanken i kølen, med en lille håndpumpe.
Den friske proviant er ved at være brugt, de sidste kartofler bliver skrællet og de berømte tun frikadeller lavet. Efter jeg har taget en mund fuld mad, kikker jeg op på skipper. Har du glemt at vaske dieselolien af dine fingere før du skrællede kartofler, spørger han. Nej det har jeg ikke, men for ind i H. hvor det smager af dieselolie. For at kunne pumpe diesel op fra tanken var vi nød til at flytte provianten, derved var kartoflerne åbenbart kommet i berøring med diesel olien. Resten af den friske proviant røg over bord.
Efter de værste 17 døgn på turen, og 1756 Nm ankommer vi til Falmouth uden problemer, dog med en defekt fødepumpe. Jeg er meget betaget af Falmouth og de gamle huse, og gensynet med ”the Chain locker” den lokal pub. Og ”Cornish pasty” indbagt butterdej med fyld.
Siden sidst har de færdig bygget og indviet det ”maritime museum of cornwall”. En stor og moderne bygning med udsigtstårn, og tidevandszone i kælderen. Man kan komme under havoverfladen inde i bygningen. Inde på museet er der mange forskellige både, lige fra en kurve ligene båd på 1,5 meter til tømmerflåder, redningsflåder, kajakker og både til kapsejlads. Og den dag kunne man ude på vandet se, 12 af de sidste østers både. Hvor der kun bliver brugt sejl til fremdriften under fiskeriet. For ikke at overfiske de naturlige og vilde østersbanker. Avon redningsflåden var repræsenteret med historien om familien Bailey. Som i 1973 drev i flåden i 117 døgn.
Efter en ny fødepumpe er monteret kan vi forsætte. Sidst jeg var i kanalen, blæste det også, og jeg vil tro at det er vanddybden som har stor indflydelse på de underlige bølger. Derudover er her temmelig meget trafik, så det er altid en speciel oplevelse at sejle i kanalen. Ved Dungeness krydser vi over til Calais i Frankrig, for at følge kysten op til Cuxhaven.
Der gøres dog et kort stop i Scheveningen i Holland. Vi er nu uden elektrisk selvstyre, pga. en defekt kilerem. En overgang virker navigationslyset heller ikke på båden, det viser sig dog at være en løs forbindelse i ledningsnettet. I Cuxhaven stopper vi for at få tidevandet til at passe hen til Brunsbuttel, hvor Kiler kanalen starter. Kiler kanalen er 80 kilometer lang, her må vi ikke sejle mellem solnedgang og solopgang. Vi ankommer til en lille ”rasteplads” ved solnedgang. Ved solopgang forsætter vi mod Kiel. Midt på eftermiddagen kommer vi ud af slusen sammen med 14 andre både. Da vi sejler mod Nyborg, regner det, velkommen til Danmark. kl. 06.00 næste morgen ankommer vi til Nyborg. Efter 6885 Nm fra Panama, som vi forlod for 3 måneders siden sammen med Merete.