Oversigt

Frem

 
Sejltur med Merete.
Panama

Det var i sidste øjeblik, at jeg kom med. De var heldigvis ikke helt færdige med at checke ind på flyet til Panama. Da jeg i fuld løb ankom til gate 104 i New Ark lufthavnen. Flyet ruller ud af startbanen med 45 minutters forsinkelse, fik de nu også min bagage med. 42 kg, som bestod af lidt tøj, et forsejl og diverse reservedele til sejlbåden Merete. Det havde ikke været let i Kastrup, udover sømands billetten og ”Letter of garanti”. Forlangte de også visum til Panama, det var en ny oplysning for mig. Men efter en længere samtale ved check ind, og en kopi af passet kom jeg med.

Det hele begyndte for 2 måneder siden på min fødselsdag. Hvor der kom en mail.:

Hej Michael! Ikke for at friste, men har du lyst/mulighed for at tage med til Colón i Panama og hente en båd - en Møn 391. Afrejse fra Danmark en gang i april.

Jeg antog i et stykke tid at det var en spøg, for skipper var med til min fødselsdag for 2 år siden i Chaguaramas på Thrinidad. Men den var god nok, for nu her midt i april sidder jeg i flyet til Panama. 

Stadig forsinket ankommer vi kl. 21 lokal tid. Jeg har møjsommeligt udfyldt indrejse papirer i flyet, men hvad der var galt med dem fandt jeg ikke ud af. Han rækker en formular mere over til mig og pegede på de 2 skrive pulte langs vægen, der stod andre og udfyldte flere formularer, for at de kunne komme ind i landet. Som den sidste lykkes det også for mig. Nu er det med at finde bagagen. Det hele var der, og næsten forbi tolden ”ingen ting at for tolde” blev jeg stoppet. Det sku da også, det gik jo lige så godt. Hvad har du med spurgte han og så på sejlposen, som var svøbt i gaffa tape. Det er et sejl svarede jeg og så ikke det mindste urolig ud. Hvad er et sejl? og har du en kvittering på det?  Imens jeg er ved at finde et billede af båden så han kan se hvad et sejl er, vokser køen bagved. Jeg kan mærke bagage vognene kommer tættere og tættere på, utålmodigheden stiger i køen. Der bliver ivrigt diskuteret med tolderen. Og sekundet efter at han har givet op, og sagt ”du kan gå” står jeg ude i ankomst hallen sammen med skipper. Der ellers havde opgivet at se mig i aften, men jeg kom igennem uden bestikkelse. 

Vi køre nu mod Christobal Colòn som ligger på øst kysten, ved det Caraibiske hav. Det er ikke nogen spøg at kommer fra Danmark til Panama i april måned. Den ulidelige varme 30 til 35 graders. Det er ved at tage livet af en vinter hvid dansker. April og maj er begyndelsen på regntiden, så ind imellem kommer der en regnbyge. Og sammen med varmen, giver det en meget høj fugtighed. Skipper har allerede arbejdet med båden i 2 uger, men den er langt fra klar til at krydse Atlanten. For ikke at tale om turen ud af Caribien, som må forventes at foregå i mod vind og strøm. Efter et knok down er der kommet saltvand ind i båden. Derefter har den været helt til lukket, og langt i marinaen uden særlig opsyn i de sidste 3 måneder. Så ud over mug over alt, er flere elektriske dele helt ødelagt. 

Med stor hjælp af Carl Erik og Janne fra den svenske både Albatross, kommer båden til at sejle igen. En af mine opgaver bestod i at checke bunden, imens den var i vandet. Selve bunden så rigtig fin ud, men der var en skade ved det nederste ror ophæng. Skaden var alvorlig, og for ikke at løbe nogen risiko på hjemturen måtte vi have båden på land, for at reparerer skaden. Skipper havde mest lyst til at lade båden blive i vandet, efter at han havde set hvilken stand ophaler vognen var i. Jeg bedyrede at uanset hvor i Caribien man skal have sin båd op, så se det altid gammelt og faldefærdig ud. Efter en dags udsættelse pga. tidevandet, gik det rigtigt godt med at få båden på land. I første forsøg og på 45 minutter stod båden, nøjagtigt hvor den skulle. Efter at den har tørret en dags tid, begynder de lokale at reparerer skaden med nyt glasfiber. 

Når man på kort tid skal have lavet noget et fremmet sted, er man nød til at skabe kontakt til de lokale. Det kan være som i vores tilfælde, taxi chauffører som har kendskab til området. Men pas på, for de kan alle sammen hjælpe dig ”No problem”. Vi fik med en del justering og meget vente tid endelig færdig gjort, 2 nye nedgangs luger af plexiglas. Forbindelsen mellem masten og bommen (svanehalsen) var brækket. På det lokale skibsværft fik vi lavet en nøjagtig kopi i rustfri stål, for 50 us dollar. 

Albatross som ligger for anker 10 minutters sejlads udenfor marinaen, inviterede til fødselsdag middagen. 3 retter, lavet af mesterkokken Janne. Mætte og vel til pas forsætter vi festen, i baren på land. Vi er ikke alene, de prostituerede og deres alfons arbejder ihærdigt på at tjene til dagen og vejen. Vi forslår at det kunne være en ekstra gave til fødselaren. Men han var ikke rigtig med på ideen. Manageren prøver igen at etablere kontakt og en pris. Da det har stået på et stykke tid, og vi i bund og grund ikke er interesseret. Råber fødselaren i et kraftig udbrud, og med store arm bevægelser ”on the tabel right now” (på bordet nu med det samme). Manageren oversatte, og efter pigernes ansigts udtryk at dømme blev de lidt urolige for hvad der nu skulle ske. De forsvandt og vi så dem kun på afstand, resten af tiden i Panama.

Panama kanalen. 
Albatross og besætning er nu ved at være klar til at sejle videre, de skal igennem Panama kanalen og ud i Stillehavet. Udover de 600 US dollar det koster at komme igennem, er der også andre krav som skal opfyldes. Der skal være en skipper og 4 besætnings medlemmer, som kan holde de 4 liner til land. Så der skal købes ekstra tovværk, og bildæk. Som skal placeres langs skibssiden, når bådene bliver bunden sammen inde i kanalen. Jeg fik lov til at sejle med igennem, som tov holder. Aftenen før sejlede jeg med ud, for vi skulle starte meget tidligt næste morgen. 03.30 blev vi vækket af skibsklokken, når lodsen er ombord kan vi sejle ind i den første sluse. 05.30 kom lodsen iført Panama hat, hvid skjorte og cowboy støvler. De manglede stadig at få kontakt med den sidste båd som skulle igennem slusen,  langt bagude kunne vi se en båd i fuld fart. De var sikkert lige vågnet, men han når lige med ind i slusen inden den lukker. 
 
Men i første sluse (33,5 meter bred og 306 meter lang) ligger vi alene, med 4 liner i land. Ikke som normalt hvor 3 både bliver koblet sammen, og man kun bruger 2 liner fra hver af de yderste både. Ved sluse nummer 2 bliver alle 3 både koblet sammen. Efter de 3 sluser som er på Caribiens siden, er man løftet 26 meter op. Derefter sejler man igennem den 38 kilometer lange Gatun sø. Den er kunstig lavet, og det varede 10 år før at der var vand nok i den så sluserne kunne fungere. Der blev oversvømmet 24 byer, og store skov områder. I dag kan man se træerne stikke op mange steder i søen. udover et rigt fugle liv, lever her krokodiller og søkøer (manities). 
 
Kanalen blev åbnet den 15 august 1914. Der er 9000 ansatte ved kanalen. 14.30 var vi igennem den sidste af de 2 sluser på Stillehavs siden, i alt 80 kilometer. Jeg blev sat i land ved Balbora yacht club. Derfra med taxi til bus stationen, i Panama city. Hvor bussen køre til Christobal Colon. Kl. 18.00 var jeg tilbage igen efter en lang dag, og en oplevelse rigere. 

Vi blev også nød til at købe flere søkort, så vi tager den 2 timer lange bustur indtil Panama city for 2 US dollar. Her ordner vi også de sidste skibspapirer, og møder Karsten. FTLFs kontakt person i Panama. Ham kan man også høre på SSB radioen, hvor han informere om vejret i Caribien og Stillehavet. Der udover han været meget behjælpelig med sine lokale kontakter. Proviantering til så lange sejltur er en opgave i sig selv. Det blev til 6 af de store indkøbsvogne, fordelt på 3 taxi ture. Der udover skulle vi købe så meget frisk frugt og grønt som muligt, helst lige før afgang. Vi havde på en eller anden mærkelig måde fået smag for den lokale rom. Og jeg vil gætte på at vi har købt en del, det udløste i alt fald 4 T-shirt. 

Vi traf mange sjove, og venlige mennesker omkring havnen. En som jeg længe vil huske, er den dansk maskinmester. Bjarne og hans japanske kone Tasime arbejdede på en ombygget slæbebåd, ejet af en med rigtigt mange penge. Vi blev inviteret om bord til middag, og rundvisning. Jeg har aldrig været om bord på en slæbebåd hvor man tog skoende af før man gik indenfor. Imens vi genopfriskede det danske sprog for Bjarne, tilbyd han at vi kan låne hans satellit telefon på turen hjem. Den skulle senere hjælpe os utroligt meget, så vi er meget taknemmelige for det. 

Kort før vi skulle sejle, kørte vi en tur med Heins en af de lokale taxi chauffør. Han viste os Fort Guilt og Fort Davis, som Amerikanerne brugte da de ejede kanalen. Nu er de solgt til Panama, som ombygger dem til beboelse. Vi blev også vist rundt i Christobal Colon, og det kan anbefale for sin egen sikkerheds skyld at blive kørt rundt. Af alle de steder i verden som jeg har været, er Christobal Colon det mest kriminelle sted. Man går ikke ud om natten når man er turist.

 

  

 

 Oversigt  Toppen  Frem