Oversigt

Tilbage

Frem

Dagbog sejltur med Bifrost 
USA til Acorerne

 

Vi ankom til Key West i USA dagen efter kl. 16.00. hvor vi kastede anker. Her skal man selv ringe customs og immigrationen op for at meddele at man er ankommet. Så henviser de til nærmeste sted. 

Vi fik ordnet vores pas den samme dag, customs må vente til næste dag. I marinaen var der et skilt hvor der stod at det kostede 4 dollar om dage for gummibåden, det syntes vi var lidt i overkanten. 

Så den næste dag sejlede vi ind til bredden og låste båden til et træ. Vi havde lidt svært ved at finde ud af området og ind til byen men det gik. Vi fik et bad og ordnet customs som lavede en cruiseing tilladelse til os. Der ud over var det ikke tilladt at have friske råvare ombord på båden fra udlandet, så hvis vi ville aflevere dem på kontoret den næste dag så var det okay, vi spiste så meget vi kunne til aftensmad. 

For at komme tilbage til båden skulle vi forbi kontrolposten igen, en yngre kvinde i militæruniform og med skyde våben stod ved indgangen. Vi forklarede det som det var med gummibåden, og så måtte vi love at det var første og sidste gang at vi kom den vej. For det var altså restricted area (forbudt område ). Da vi låste gummibåden op standsede en politibil ved siden af os, den kvindelig betjent spurgte hvordan og hvorledes og hvor vi kom fra, det var en lang sejltur osv. Vi lovede igen at sejle hen til marinaen. Ud fra Bifrost kunne vi nu også se de skilte med restricted area. 

Så går vi i gang med at få bekræftet hvorvidt vi kan sejle igennem Florida, af intracoastal waterways. Men der er ikke vand nok, flere steder er der under en halv meter og vi skal bruge 1,6 meter. Sidste år var der meget tørt i området, og regnen kommer først til juli eller august. Så den går ikke, vi må sejler syd om Florida og op langs kysten. 

Key West er et ferie sted for amerikanerne så det er ikke særligt billigt at leve her, priserne er endda højre om vinteren. Og så er det en kæmpe kontrast til Cuba, hvor vi kom fra. Det er nu den 6 maj og vi forlader Key West for at nå så langt op af øst kysten, hvor vi skal proviantere før vi sejler mod Acorerne midt i maj. 

Vinden er 5 – 6 knob fra NØ, golf strømmen giver 1 – 2 knob med. Så vi ankommer til Fort Pierce den 9 maj kl. 11.30. Fort Pierce. 9436 sømil fra Horsens. Pos:  27 27 70 N – 80 19 35 W  

På vejen ind til Fort Pierce opdagede vi at to af de wire som holder masten var ved at springe. Wirerne er måske lige så gamle som båden (1974), så det er bedst at skifte alle sammen. Så den kan klare de ca. 3000 sømil til Acorerne, og derefter turen til Danmark. 

Vi finder en lille bugt hvor vi kan kaste anker, her ligger allerede en amerikansk båd. I den bor Pete, en hyggelig ene sejler der arbejder som tjener. Han viser os hvor der kan provianteres til turen. E-mail foregår på bibliotek, det er gratis og det giver sommetider lang vente tid. For første gang på turen høre jeg dansk langbølgeradio hos Pete. Måske han stadig høre dansk radio engang imellem. 

Fort Pierce er en lille hyggelig by, med mange aktiviteter. En dag var der covette træf på pladsen foran biblioteket, og når man kommer i langturssejler uniform (kortebukser, T-shirt og rygsæk) vil de lokale gerne høre hvad man er for en. Når man så fortæller at man har sejlet helt fra Danmark i en lille båd, kikker de på en som om man ikke er rigtig klog. De er meget imponeret over at det kan lade sig gøre, og man føler næsten at man er Columbus. 

Efter nogle dage er de nye wire lavet og sat på plads. Der er også handlet kraftigt ind, så vi kan overleve i 1,5 – 2 måneder. Så nu skal vi kun aflevere vores tilladelser i nærmeste lufthavn. 

Fredag den 18/5 kl. 14.00 afgang. Selv om man ikke må starte på en rejse, på en fredag. Føler vi alligevel at vi og båden er klar til afgang mod Acorerne. Vinden er god SØ 4, det passer fint for vi skal længere nord på inden vi går øst over. Vinden holder også lørdag, og i løbet af søndagen øger vinden lidt. Der bliver lejlighed til at se 3 hvaler. En overgang kommer båden op på 9 knob i med strømmen. 

På VHFen kan vi høre samtale imellem en fiskerbåd og US navy. US navy sejler kurs nul altså nord pga. øvelse, så fiskeren får at vide at han ikke skal prøve på at fiske der. Vi kalder dem op for at være sikker på at vi ikke er i vejen, det er vi ikke. Men 5 minutter senere kommer en af deres helikoptere hen over os, de hilser på os og vi svinger med dannebrog. 

Om natten modtager vi et nødopkald, en båd som tager vand ind på pos. 33.09.20 N – 77.40.00 W. De kan ikke få radio kontakt men coastguard, vi prøver også at kalde coastguard op men det lykkes heller ikke for os. Vi får heller ikke kontakt med båden igen, men over VHFen bliver vi bedt om at holde op med at kalde den. En underlig oplevelse, ikke at få svar tilbage. 

I et par dage kommer der lidt regn, lyn og torden. Inden der kommer en periode med vind stille, den bliver brugt til at sy og tape store sejlet. Vi når også at få en svømmetur i bølgen blå. 

En lille klat dukker op i det fjerne, det ser underligt ud hvad er det ?. Sandsynligvis en måle station for vind og vejre som er for ankeret til bunden her ude på flere kilometers dybde, der står NOAA på den. Der er sol panel, vind måler og en antenne ombord. Godt man ikke torpedere sådan en midt om natten. 

Den første uge er gået, vinden tiltager og vi må i 3 reb. De næste 4 døgn blæser det 6-8 beaufort, om natten kommer der igen lyn og torden. Syningen i under liget på forsejlet går op. Vi skifter til det eneste ekstra sejl som vi har med. Vejret skifter hele tiden snart for motor og så for sejl igen. 

1/6-2001, 2 uger efter vi forlod Fort Pierce, og det er nu 1 år siden vi forlod Horsens. Vi er ca. 120 sømil fra is grænsen. Og de sidste par nætter har været meget kolde, så termotøjet er taget i brug. 

Der kommer vand ind i båden, det smager salt. Så der må være hul et eller andet sted. Bommen sætter sig fast i masten, så det bliver svært at stramme sejlet helt ud. Når det skal op. Det lykkes dog under efterfølgende motorsejlads at finde årsagen og frigøre bommen. 

Skøde skinnen i styrebord side er også blevet rykket løs, den er ikke sådan at reparere. Bagpladen i to skabe bliver fjernet, batteri boremaskinen bliver taget i brug. Det hele bliver skruet fast med nogle lange bolte, som tilfældigt er taget med hjemmefra. 

Den ene snor til vind roret er også ved at være slidt, efter de mange sømil. Den bliver nød repareret, så den ikke springer midt om natten. Det kan give en uheldig situation, hvis det sker. 

De sidste dage har der ikke været meget vind, så vi har brugt meget diesel. Der er stadig 600 sømil tilbage, så det er et valg om man skal sejle for motor ind til der er 10 liter tilbage. Eller man skal vente på vinden nu, vi valgte det første. 

En eftermiddag jeg lå og slappede af i cockpittet, kunne jeg pludselig lugte røg. Jeg fløj op, et skib passerede os ca. 400 meter væk. Jeg havde over hovedet ikke se den, sidste gang jeg lavede et udkik. Man bliver lidt svedt af sådan en oplevelse. 

Efter aftensmaden d. 10/6 hvor vi er ved at gøre klar til vagtskifte, ser vi et skib som sejler i samme retning som os. Der er ingen vind og næsten ingen bølger, så vi sejler med motor og elektrisk selvstyre. Den bliver større og større, og vi snakker om hvorvidt han har set os. Og hvilken side han vil passere os på, vi forsætter på vores kurs. Et fragt skib på over 100 meter, passere os på styrebord side i en afstand af 50 til 100 meter. Vi kan se at der løber en mand ud på brovingen, han råber på engelsk: kan i have en god rejse. Han høres meget tydeligt. Senere snakker vi med ham over VHFen. Båden hedder ”FOUR IRON”, det er et af de navne som jeg ikke glemmer med det første. 

Det er ikke den sidste tæt på oplevelse vi får, allerede den næste morgen under indtagelsen af hjemmebagt franskbrød. På bagbord side af båden i en afstand af 10 - 15 meter dukker en humpback hval op, af bare overraskelse rejste jeg mig op. Og foran båden ser jeg en hvalunge på vej ind i kollisionskurs, men den når at undvige. Den var så tæt på at jeg kunne have rørt ved den hvis jeg havde stået ude foran.

125 sømil til Faial i en afstand 4,5 sømil passere vi Flores, men jeg ser over hovedet ikke øen i regn dissen. Der imod oplever jeg mange delfiner og den flotte vulkan Pico, på vej ind til Horta. 

Onsdag d. 13/6 kl. 7.00 lokal tid, efter de meste begivenhedsrige 25 døgn og 20 timer. Ankommer Bifrost til Horta  på øen Faial, Acorerne. 3024 sømil fra Fort Pierce i USA. (12460 sømil fra Horsens) Det har været en oplevelsesrig tur, vejret har hele tiden skiftet. Vi har set delfiner og  US navy.  ”FOUR IRON” og en hval har været meget tæt på. Det har været en anderledes tur end første gang vi krydsede Atlanten, de 16 døgn var meget ens.

 

 Tilbage  Toppen  Frem