Oversigt

Tilbage

Frem

Dagbog sejltur med Bifrost 
Cuba

 

Så har vi Cubas sydkyst i sigte, den 21/3 ankom vi til marina Marlin i Santiago de Cuba. Efter 8024 sømil fra Horsens. 

Vi blev bedt om at blive på båden indtil myndighederne kom og checke os ind. Efter et par timer kom der 8 personer ombord på engang, i lille Bifrost. Immigration, politi, customs, transport, fødevare og sundheds ministeriet. Vores håndbåren GPS blev plomberet for at vi ikke skulle tage den med i land, og der skal laves en cruiseing tilladelse over de steder som vi ville besøge på Cuba. De talte alle engelsk og var utrolig venlige og hjælpsomme. 

Om aftenen gik vi op i marinaen for at spise, desværre var der ingen strøm den aften, de undskyldte mange gange. Men vi fik lidt at spise, i skære fra medbragte fyrfadslys fra båden. Sidst jeg var på Cuba forsvandt strømmen også, jeg betragter det som normalt med strøm afbrydelse. 

Dagen efter tog vi en taxa til byen, nogle steder kan man kun betale med US dollar og andre kun med Peso. (1 US = 21 Peso). Det langt billigere at betale med Peso når man kan bl.a. på de lokale markeder. Øl i Peso 4 dkr. Øl i US 16 – 24 dkr. Jeg vekslede rejsecheck til dollar i en bank, ingen problem. For at få Peso skal man i en anden bank eller på det sorte marked. Vi så flere gang på Cuba når der kom en penge transport, det var i amerikansk stil med store våben og radio kommunikation imellem vagterne. 

Så mødte vi to cubanere, som viste os hvor vi kunne købe grøntsager. De var ikke så påtrængende som de andre hoslere, så vi aftalte at mødes senere den aften. En gang om måneden spærre de en stor gade af inde i byen, så spiller de musik til langt ud på natten. Og rundt omkring sælger de øl og alt muligt spiseligt, det ligner en større dansk byfest. Mere end 1000 mennesker og ikke det mindste optræk til slagsmål, alle var glade og havde en dejlig aften. Der skal dog siges for mit vedkommende, at for første gang på turen var der en som prøvede at stjæle min pung. Men det lykkes ikke, for jeg har en kæde i den. 

Vi mødte Freekiss og broren Elia igen på deres lokale gade hjørne, hvor vi drak rom og fortalte løgn historier sammen med de lokale. De inviterede os hjem til dem for at spise og se deres malerier, Verner købte 2 af dem. Hoved døren til deres hjem har jeg aldrig se så dårlig, selv ikke ude på landet. Der var ingen maling og flere centimeter imellem brædderne. Ingen døre inde i huset kun forhæng, åbne el installationer og et tv. Men malerier på vægen, og venlige mennesker. Det er altid spændende at møde de lokale og se deres måde at leve på. 

De første 5 dage var ved at være gået, af de 30 som vi regnede med at bruge på Cuba. Vi ville sejle vest på for at dykke ved de små øer Cayo Laberinto. Cabo Cruz skal passeres med forsigtighed se godt på søkortene og sejl langt uden om revene og det lave vand. 

Her lå en sejlbåd som var sejlet direkte op på revet, mast og sejl var stadig på båden. Men det er næsten umuligt at redde båden når den står på revet. 

Ved Cayo Laberinto er der ifølge søkortet og pilot bøgerne mulighed for at anker inde på lavt vand og med rimelig læ, og jeg skal love for at der var lavt vand. Ankede blev smidt på 2 meter vand. for at komme der ind må man sejle siksak mellem koralerne, det kan godt være lidt hårdt for ens nerve. Men der var god snorkel dykning rundt om båden, der var for langt at sejle i vores lille gummibåd for at dykke med flasker på kanten af revet. 

Ved sol nedgang og sol opgang blev vi overfaldet af myg inde fra mangroven, så båden blev lukket med myggenet, så var det til at leve med. 

Efter et par dag forsatte vi til marina Jagua ved Cienfuegos. Vi lå for anker, og igen kom de ud til os for at ordne papirer dog kun 3 personer denne gang. Marinaen lå 20 minutters gang fra byen, der var sommetider mulighed for at køre med hestevogn til byen (1 dollar). Selv om det ikke var tilladt at køre med turister i hestevogn. 

Jeg genkendt flere steder her fra sidste gang. Nu har de også lov til at have en lille forretning, dem kunne man se over alt lige fra pizza bagere, skomager, reparation af radio/tv, systuer, grønthandlere på cykel, cykelværksted og ude på gaden fyldte de gas på engangs lightere. Det var fra spray dåser med insekt spray, hvilken gas der var i dem ved jeg ikke. 

En aften i Cienfuegos hvor vi havde været ud og spise kørte vi i en gammel amerikansk Chevrolet 1954 tilbage til marinaen. 

Vi besøgte også byen Trinidad med lokalbus det tog 2 timer og kostede 3 dollar pr. vej. Byen er en af de ældste på Cuba, og huse og gader er bevaret i gammel stil. De har en cigarfabrik men ingen ville fortælle hvor indgangen var, de ville hellere selv sælge os cigar privat. 

Afgang mod Canal del Rosario hvor der igen blev snorkel dykket. Her møder man ofte lokale fisker både som vil bytte languster for rom og tobak, vi havde også besøg af en. Imens jeg prøvede at forklar at vi kun var interesseret i 2, kastede han 4 af de største direkte over på båden. Et par pakker cigaretter og 1 liter rom så var den handel i orden. 

Vi havde læst at på Cayo Cantiles havde de lavet et reservat for aber og leguaner. Vi ankrede op med Bifrost så tæt på øen vi kunne, for at sejle der ind med gummibåden. Vi gik en tur på øen sammen med en af de 3 cubanere, som er på øen i 20 dage af gangen. Vi så ingen aber men et par leguaner. Omkring deres lejer som bestod af 4 huse, havde de leguaner og jutias (en gnaver på ca. 50 cm) i bur, plus nogle frit gående grise. Efter et par timer sejlede vi tilbage til Bifrost, for at gøre klar til Isla Juventud. 

Ankomst til Puerto Frances på Isla Juventud om natten i månelys, vandet var så klart at vi kunne se bunden på 16 meter. Vi var meget spændte på hvordan dykningen ville blive her. Da det blev lyst kunne man se de første 6 dykker bøjer, det var bare at sejle ud til bøjen og fortøjer gummibåden helt perfekt. Dykning langs en lodret koralside. Her var skildpadder, store krabber, stingrays, koralfisk og mange forskellige koraler. Der blev også snorkel dykning i nogle små huler langs kysten. Vi fandt senere ud af at det var national park og fredet område med ankring forbudt. Dem vi snakkede med sagde at de ingen båd havde til at sejle ud for at bede os om at flytte, vi havde også ankret på sand bund. Så vi blive der i 3 dage, før vi sejlede ind til marina Siguanea ved hotel Colony. 

Fra hotel Colony sejler 6 – 8 dykkerbåde ud hver dag til de bøjer som vi dykkede ved i national parken. 

De har en stor kompressor med tilhørende luftbank, og mindst 60 dykkerflasker. Det er også muligt at leje alt det andet udstyr. De har et tryk kammer som desværre ikke er i brug fordi bygningen som det står i ikke er vand tæt. Et perfekt sted for en dykkerferie. 

For 49 US dollar lejede vi en bil en hel dag, vi kørte til Nueva Gerona som er den største by på øen. Her  købte vi proviant, i dollar butikkerne og på det lokale Peso marked, her var der flere som gerne ville med til Danmark. 

På vejen tilbage så vi 8 store to etageres boligblokke, de lå 8 forskellige steder midt uden på landet, langt væk fra alting. Kun de 2 af dem var beboet, de 6 andre var simpelthen aldrig blevet bygget helt  færdigt. Vi gjorde klar til at sejle til Marina Hemingway, (Havana) det sidste stop på Cuba. 

Den 16/4 passere vi Cabo de San Antonio det mest vestligste punkt på turen 84 58 00 V. Vi er på vej hjem over. Vi ser en del delfiner, og det lykkes at fange endnu en dolorado på 68 cm. Den 18 om morgen kommer der flere og flere sorte skyer. Imens vi er i gang med at rebe ned bryder helvede løs, det tordner og lyner, og blæser 7-8 knob og mere i pustende. Alt sejl bliver taget ned, store sejlet bliver surret ekstra godt fast på bommen. I et par timer sejler vi 2,5 knob uden sejl. Vinden af tager lidt af, 3 reb sættes i store sejlet, Hemingway bliver kaldt op på VHFen. De siger at der er for farligt at sejle ind til marinaen, pga. vejret. Men de foreslår samtidig en anden havn Mariel. 

Den har vi passeret for 8 – 10 mil siden, så vi vender båden og sætter kurs mod Mariel. Kl. 19.00 ankommer vi til Mariel. Hvad vi ikke ved på dette tidspunkt er at det er et stort militært område, (det er her fra Fidel Castro har udskibet cubanere til USA) det var sikkert der for de absolut ikke var interesseret i at vi brugte anker. De bad os om at fortøjer til en slæbebåd, det gjorde vi imens de kikkede på vores papirer.

Men der kom så store dønninger ind i bugten at det var umuligt at fortøjer Bifrost uden at den konstant skulle være under op syn. Langt om længe gik de med til at vi brugte hæk anker og kun et reb til slæbebåden. Den aften tog det ikke lang tid inden vi faldt i søvn. 

Næste morgen vågnede jeg ved en masse råb og motor støj fra slæbebåden, han skulle ud og bugsere et stort skib ind. I sidste øjeblik fik vi dem til at kaste alt tovværk over til os, der efter sejlede vi lidt væk for at kaste anker. Her fik vi lov at ligge resten af tiden. 

Vi har fået salt vand ind i båden så vi vælger at lukke forlugen med fugemasse. Den 20 tidligt om morgen fik vi cruiseing tilladelsen tilbage men besked om at den udløber i dag og vi skal sejle direkte til Hemingway for at lave en ny. 

Vind og bølger havde lagt sig en del men ikke helt, vi får dog en fin sejlads med 2 reb i store sejlet. Kl.13.15 ankom vi til marina Hemingway, 8947 sømil fra Horsens. Båden og vores papirer bliver checket, og de plombere GPSen igen. Efter fortøjning af båden og et bad, går vi uden for marinaen for at spise. 

En gammel cubansk lastbil er gået i stå midt på vejen. 2 mænd og 4 piger forsøger at skubbe den i gang, Verner mener at vi skal hjælpe dem. Imens alle ihærdigt forsøger at skubbe den i gang opdager vi at de kan snakke dansk. Det er Karsten fra Danmark og Benni som er cubaner, men han har boet i Danmark i 4 år. Han er nu hjemme for at besøge familien, og i morgen skal de have en fest og han invitere os med. Lastbilen kommer ikke i gang. Dagen efter laver vi aftale med Pablo om at køre os til festen syd for Havana. 

I en gammel russisk Lada 1200 og uden problemer fandt han adressen selv om der hverken er husnummer eller vej navn. Vi genkendte straks Benni og Karsten, det var hjemme hos Bennis forældre som har en appelsin plantage. Hele familien, alle naboer og mange flere var samlet til 2 hel stegte grise meget øl og endnu mere rom. Senere blev der danset salsa, og selv om jeg kun kan få spanske ord ville alle gerne fortælle om Cuba og deres liv. Det var helt sikkert den bedste oplevelse på Cuba. Jeg fik ikke lært at danse salsa selv om de gjorde deres bedste. 

I marina Hemingway er de 80 procent af bådene amerikanske. De skal bare have en invitation fra en cubaner så er det i orden, trods den amerikanske embargo mod Cuba. For amerikaneren er Cuba meget billig, og med 90 sømil til Key West er det tæt på. 

Her og i flere marinaer på Cuba har de vagter for at se efter at den lokale cubaner ikke stikker af med en udenlandsk båd. Cubaneren har ikke engang lov til at komme ind på marinaen. Og ikke alle som arbejder i marinaen må komme ombord i bådene. Selv om der var et utal af vagter blev der stjålet en taske og en pung fra vores cockpittet en nat. Det blev anmeldt og politiet kom men de manglede en som kunne snakke engelsk så de kørte igen, vi så dem aldrig mere. 

I marina Jagua var der tidligere på året en svensk båd som smuglede 6 cubanere ud af landet, alle poser og tasker blev checket ved indgangen og vagterne havde skyde våben. Men efter nogle uger hørte det op igen, i dag tager de det mere afslappet. Den svenske båd meddelte den amerikanske kystvagt at han havde flygtninge ombord, de tog straks båden og satte skipperen i fængsel. 

Det var en dejlig oplevelse at komme til Havana igen, katedralpladsen i den gamle bydel, hvor pigerne går rundt i kjoler fra gamle dage. Og våbenpladsen med alle de gamle bøger, og gøgl foran guvernørens hus med træ foran i stedet for brosten. For at dæmpe støjen, han sov meget dårligt. Hemingways cafe El Floridita hvor han drak sin ”Daiquri” rom. Den store mole foran Havana by ”malecon” hvor cubanerne går søndags tur, og vandet står ind over den når vinden er på. Det ligner næsten sig selv, selv om de renovere de gamle pakhuse på havnen. 

Vi mødte et par norske både, og for første gang en russisk båd. Som det tog 10 år at lave, og på en af deres ture rullede de 360 grader rundt og brækkede begge master. De har været i Thyborøn for at reparere båden efter kollision med et andet skib i Nordsøen. Og det gode skib ”Kattegatbell” med Jørgen som nu er canadisk statsborger. 

Vi har gået og ventet på godt vejre til at krydse Florida strædet og golf strømmen på, 1 maj mens vi checker ud spørger customs endnu en gang om vi er sikker på at vi vil sejle. For de har lige hørt at 3 både som sejlede tidligt den morgen er på vej ind igen. vi sætter 2 reb i og hvis de ikke har noget i mod at lave nye papirer hvis vi kommer igen , vil vi gerne sejle. 

På samme tid som vi kaster fortøjningen kommer de 3 både ind, den ene har flænget store sejlet og bøjet bommen. Vi kikker på hinanden og forsætter, det var alle 3 amerikanske både den ene kendte vi godt. Han havde spurgt mig, om jeg troede at en 33 fods båd var stor nok til at krydse Atlanten i. Han så noget overrasket ud da jeg fortalte ham at jeg sejler i en 28 fods båd. 

Vi konstaterede efter et stykke tid at det ikke var være end det vi havde sejlet i før.

 

 Tilbage  Toppen  Frem