Oversigt

Tilbage

Frem

Dagbog sejltur med Bifrost 
Trinidad til Cuba

 

Selve karnevalet altså finalen, begynder mandag og slutter askeonsdag (i år 2001, 26-27-28 februar) hvor der festes døgnet rundt. Efter nytår begynder de at lave kostumer, og det meste af februar er der kvart og semifinaler for steelbands og kostumer. Så der er mange ting at se på, før selve finalen. 

En aften var vi nogle stykker inde i Port of Spain for at se semifinale i bedste kostume, Kings and Queens. De var så store og tunge at der var monteret hjul under dem, for at kongen og dronningen havde en chance for at gå med dem. Der var alle mulige farver, lys som blinkede og fantasi figurer. De havde brugt mange timer på at lave dem. Og da vi kørte hjem med bussen, kunne vi se at de kom gående med deres kostume, på en lille trækvogn. 

I Chagaramas er det normalt at tage båden på land for at male bunden. Andre vælger at sætte båden på land i orkan perioden. Så tage de hjem for at tjene penge, og komme tilbage for at forsætte. Nogle mister lysten til at sejle eller opgiver af andre grunde og kommer ikke tilbage. Det skaber et marked for køb og salg af både, nogle gange meget billige både. 

Sammen med to andre danskere var jeg ude at sejle med en 10 år gammel, 64 fods sejlbåd. Vi 3 var med på den første tur han sejlede med båden. En interessant oplevelse, hydraulisk storsejl, spillene var hydraulisk og 3 gange så store som på Bifrost. 12 køje pladser, 6 tv med video, aircondition, støvsuger anlæg osv. 

På ø rundtur i en lejet bil bl.a. for at se ”The Pitch Lake” asfaltsøen. Men først skulle vi aflevere søkort og pilotbøger over Cuba, til fotokopiering inde i Port of Spain. Det er meget almindeligt at man låner søkort af andre sejlere og så fotokopier man dem. I Port of Spain var det billigt og en god kvalitet. Asfaltsøen er 40 meter dyb, 89 acres stor, ( ca. 0,37 km2) der tages 300 tons pr. dag. Og der bliver ved med at være noget, det ser ud til at søen ikke kan tømmes. I 1500 tallet brugte Englænderen Sir Walther Raleigh asfalt til at tætte sine skibe med. I dag eksporteres det til hele verden, der iblandt Danmark. 

Vi var ude at gå på søen, man kunne mærke varmen og nogle steder var det meget blødt. Det stank af rådden æg, flere steder kan man se at gassen bobler op til overfladen. Ellers var det ligesom at gå på nylagt asfalt en varm sommerdag. Da vi kørte derfra tænke jeg på at de lokale veje godt kunne trænge til nyt asfalt. 

Sammen med Palle besøgte jeg øen Chacachacare, 7 sømil vest for Trinidad. Ind til for 30 år siden var øen beboet af spedalske. Nu står husene og forfalder, med de gamle senge og møbler. Et pengeskab og gamle bøger med medicin regnskab. Doktoren havde sit hus, og der var et fint hospital. Med tilhørende bolig for sygeplejersker, ifølge den lille kirkegård var de nonner. 

En kirke hvor meget af træet var fjernet, måske til bål. Folk fra Trinidad brugte øen som campingplads, og desværre flyder det med affald på det meste af øen. Når træerne vokser op gennem gulvet, vinduerne er ødelagt og dørene skæve, virker det lidt som en spøgelses ø. 

Følger man den sidste asfalt vej som er tilbage på øen, kommer man op til fyre tårnet. Her fra kan man se helt til Venezuela. De laver strøm til fyre tårnet med en generator, som køre på dieselolie. Vi fik lov at gå ind og se det gamle AGA fyre tårn, tænk en gang hvor mange skibe der har været glade for at se dette tårn dukke op i horisonten. Samme aften da vi sidder i båden, slukkes lyset i tårnet. Jeg siger med det samme til Palle at jeg ikke har rørt ved noget. Få minutter senere kan vi se lyset fra en bil som køre op til tårnet i stor fart. Efter nogle timer virker det igen. 

Tilbage i Chagaramas vores tid er ikke kun til pjat, Bifrost skal gøres klar til hjemturen. Sejlende blev indleveret til reparation. Og vi vælger at tage båden på land for at male bunden. Der er også andre Danske både som er på land. Den ene er blevet påsejlet, af en Fransk båd imens han lå for anker. Om de nogen sinde vil fået penge fra hans forsikring er meget usikkert. 

USA havde flåde og luft base her under sidste krig for at beskytte olie og asfalt transporten imod tyske ubåde. De har åbenbart ikke taget det hele med hjem igen, for hele området hvor bådene ankre er fyldt med gammelt jern. Et par gange har jeg dykket ned for at befri et anker, det er ikke helt ufarligt. 

Chagaramas er samtidig det sydligste punkt vi kommer på vores tur. Den 11/3 var vi klar til at sejle fra Chagaramas, mod Los Testigos en lille ø gruppe nord for Venezuela. Næste morgen ankommer vi til Isla Iguana hvor coastguard udsteder en opholdstilladelse i 48 timer. Vil man være her længere skal man sejle til fastlandet, for at få den forlænget. Los Testigos er et lille fisker samfund, i land har de dog et par grise og geder. 

Vi gik en tur på en af øerne som havde en sand mile, og en lille salt sø. Vi havde ingen kontakt med de lokale. Coastguard besøgte os ud på båden for at checke vores sikkerhedsudstyr. 

Så gør vi klar til at sejle ca. 1000 sømil til Cuba. Efter et par dage opdager vi at en gannet bliver ved med at flyve rundt om båden. Den prøver også at lande oppe i masten, men det lykkes ikke. Til sidst og meget træt lander den på selve båden, om natten sidder den i cockpittet sammen med os. Og inden den flyver næste formiddag har den over skidt en store dele af cockpittet. Vi har god vind mod Cuba, en af dagene laver vi et etmål på 172 sømil (24 timer) der er selvfølgelig i med strøm på 2-3 knob. 

Da vi nærmere os Haiti forsvinder vinden så motoren må startes. Haiti passeres i ca. 5 mils afstand ved sol opgang. Og hvilket syn 20 måske 30 af de lokale fisker både med sejl, 10 – 15 sømil fra kysten. 

En ældre fisker padler i sin udhulede træstamme hen til os, han har 2 languster i bunden af båden. Vi kan ikke snakke med ham så han får et par cigaretter. En anden båd er fyldt op med fiskeredskaber så højt, at der går lang tid inden at jeg bliver klar over at der også er en mand som styre båden. Jeg ser kun hans hoved komme frem en gang imellem, over fiskeredskaberne. 

Her har de ikke fine bøjer til at afmærke deres fiskenet med, de bruger en bambus pind på en halv meter og sommetider en plastikdunk. En bambus pind er meget svær at se, og lige pludselig er der 100 af dem, så hvilken vej skal man sejle, vi undgår at hænge fast i deres fiskenet. Der var stadig ingen vind så vi tog en svømmetur, meget behageligt temperatur.  

 

 Tilbage  Toppen   Frem