Oversigt

Tilbage

Frem

Dagbog sejltur med Bifrost 
Kap Verde

 

Ankomst til Mindelo på St. Vicente. 4470 sømil fra Horsens. Pos. 16 53 16 N – 24 59 50 W Divan kommer sejlende ud til båden, han tilbyder sin hjælp med at indklarere. Vi diskutere lidt hvad vi skal gøre, hvad er normalt her ?. Han viser os sit legitimationskort, og vi vælger at lade ham hjælpe os. Vi får ordnet skibspapirer og stemplet i passet, og på en lille rundtur i byen får vi også hævet penge. 100 CV escudos er lig med 7,- dkr. Divan passer på vores gummibåd imens vi går rundt i byen på egen hånd. Når de passer på båden, ligger den ikke kun på stranden. De sejler også rundt i den, for at få nye kunder.

E-mail findes også her til 300 CV escudos pr. time. På fiskemarkedet købte vi et stort stykke tun for 200 CV, det blev stegt som bøffer til aftensmaden. Det var første gang jeg smagte frisk tun, jeg syntes at det var rigtigt godt. Vi fik efter hånden provianteret båden op, selv om det ikke altid gik lige nemt. Jeg så meget få som tikkede, normalt kunne jeg gå i fred og kikke på byen, der var en god stemning. En af de ting man også kan købe på markedet er tobak i løs vægt, til at håndrulle cigaretter af. En liter tobak koster  240 CV, der er affalds tobak fra tobaksfabrikkerne, så man skal lige huske at fjerne evt. skidt. Vi var stadig lidt magelige så et brusebad vil gøre godt. For 150 CV fik vi et bad i klub natico. Efter det 2 cm tykke støvlag at dømme, var det mange år siden at det sidst havde været i brug. 

Efter 5 dage checkede vi ud hos myndighederne og da jeg ikke viste hvor langt der var til næste posthus, skrev jeg julekort den 30/10. Divan mente at prisen var 500 CV om dagen og 500 CV for aften/nat, for at hjælpe os. Det er første gang jeg har oplevet det system, det er ikke officielt men alligevel hvad sker der med båden når vi er i land hvis vi ikke betaler. Mens gummibåden lå på stranden blev vores karabinhage stjålet fra den, der var ingen der havde set noget. Han fik 3200 CV der udover har han fået noget mad, tobak og en T-shirt. Og det benzin han har brugt når vi ikke har været der. Så har han også tjent på ting som han har hentet til os. Kan han passe 3 til 4 båd om dagen, tjener han temmelig godt efter deres forhold. Jeg vælger at kalde det lære penge for os, tab og vind med samme sind. 

Den 31/10 var vi klar til afgang men det gik ikke så let som det plejer, vi kunne ikke få ankeret op. og vandet i havnen er ikke just krystalklart men man er vel dykker. På med maske, finner og arbejdes handsker, ankeret sad fast i en stålwire som lå på bunden 3 meter nede. Jeg var hurtigt oppe på dækket igen, hvor jeg tog et bad med vores insektsprøjte som forstøver vandet. Der ved bruger vi ikke så meget ferskvand til at bade med. 

Vi sejlede nord om St. Vicente og derefter øst på mod Santa Luzia. Som ligger mellem St. Vicente og Sao Nicolau. Da vi ankom til syd vest siden af øen var det mørkt men meget lidt vind og bølger. Vi kunne hele tiden høre brændingen da vi sejlede ind mod øen, så da loggen viste 10 meter kastede vi anker. Pos. 16 45 05 N – 24 45 12 W og 4500 sømil fra Horsens. Vi viste også at der stod en klippe (med navnet ZINNO) i nærheden som var 12 meter høj. 

På Santa Luzia beboer der ingen mennesker, men i kikkerten kan man se forskellige stensætninger. Engang har der måske boet mennesker her. Da jeg undersøgte det nærmere, fik jeg også brug for mine kundskaber i at landsætte en gummibåd, i en brænding magen til den som er på vest kysten af Danmark. Det største bygningsværk på øen, bestod af en meget stor stenmur inde i den var der 2 mindre, hvor i der var bygget nogle kar eller bassiner til at opsamle vand i. Øen havde et rigt fugle liv, blandt andet gråspurve. Jeg så også en fiske- eller havørn der og fløj væk med en fisk i klørene. Jeg væltede for øvrigt i gummibåden både til og fra øen. 

25 sømil mod øst lå øen Sao Nicolau. Vi havde en rask tur der over 1½ time før Tarrafal kom vi i læ af øen, så vi sejlede ind for motor. Da vi kom ind til havnen oplevede jeg en total anden verden end i Mindelo. I Tarrafal kom der kun nogle få 5 – 6 åres drenge som ville passe på gummibåden, de fik en kuglepen og så legede de videre. Det skete også at deres mor tog dem i at tikke fra turisterne, så fik de en skideballe og bedt om at lege et andet sted. Over alt på Sao Nicolau forsatte dagligdagen, selvom der gik to hvid rundt på øen. Når man stoppede op ville de gerne snakke og fortælle om øen. Havne kaptajn var ikke  hjemme da vi ankom, vi så ham heller ikke siden hen. 

I udkanten af byen har de gris og geder til at gå, i en indhegning bygget af sten. Siderne er 1½ meter høj men ingen tag. Det er ikke alle grise som er i en indhegning nogle af dem går rundt i gaderne sammen med hønsene. 

De laver selv murersten til at bygge huse af. 30x20x20 cm nogle af dem er hule og andre er massive. De blander lava sten med sand, cement og vand. Og kommer det i en form direkte på jorden, når så solen har tørret dem er de klar til brug. I øjeblikket er man ved at lave kloak i byen, det er et stort arbejde for der er klipper under hele byen. Så de må bruge trykluftsbor for at få rørene ned under vejen. Bagefter skal de ligge vand ind i alle husene. Der går vel et år eller to inden det er færdig med det. På havnen laver de fiskemel af fiskeaffald som de maler i en lille slaglemølle, Et lille smedeværksted er her også. 

En butik på kap Verde er ikke kun et sted hvor man køber ind. De fleste har også en lille bar under købmandsdisken, hvor de servere den lokale Grog eller punch lavet på sukkerrør. Sådan et sted kom jeg i snak med en pensioneret sømand som havde sejlet meget i Skandinavien, og været på ferie i København. I Danmark har vi indsamlet brugte briller, vi håber på den måde at kunne aflevere dem direkte til dem som har brug for briller. Og han ville gerne dele dem ud i Tarrafal for os. 

Den billigste måde at komme rundt på øen er ved at køre med ”Aluguer” en fælles taxa, det kan være en Toyota Hiace med 12 sæder. Den første vi stoppede ville have 2000 CV, men jeg viste fra sømanden at det kun kostede 170 CV ind til hovedstaden pr. person. Vi fandt da også en til den pris, det tog 1 time at køre til Ribeira Brava. Af en vej med sten som Portugiserne lavede i 60erne. Jeg har ikke set et eneste stykke vej med asfalt på Sao Nicolau. Der var meget grønt inde på øen, og en del landbrug med en til to køer og nogle geder. Vi kunne lugte det grønne græs, helt ind i bilen når vi kørte forbi. Store majsmarker og bananpalmer. Vi kørte igennem små landsbyer, her stoppede chaufføren sommetider ved et hus for at spørge om han skulle tage post med, eller om de selv ville med ind til byen. Ribeira Brava ligger meget smukt i en dal imellem bjergene, derved er mulighederne for udvidelse ved at være opbrugt. Og de regner da også med at Tarrafal en gang bliver hovedstad på Sao Nicolau. Udvalget i butikkerne er det samme som i Tarrafal. Vi kom forbi et snedkerværksted hvor de lavede døre, vinduer, sofaer, stole og senge. Det så alt sammen meget pænt ud. 

På hjemturen snakkede vi med Nielson, han var lige færdig med søfartsskolen i Mindelo. Nu var han på vej hjem til familien i Tarrafal. På hjemturen kørte vi med en Aluguer som også kørte med skolebørn, Verner sad på bagsædet sammen med skolepigerne og fortalte røverhistorier. I Tarrafal blev vi inviteret hjem til Nielsons familie, hans far er Hollandsk statsborger og sømand. Han har bygget et hotel ved siden af sit ejet hus, hotel ”Residencial Natur”. Med 10 værelser af en meget høj standard efter lokale forhold. Og selvfølgelig en lille butik og bar. Nielson ville gerne ud og se vores båd, så han sejlede med ud. Han var meget begejstret for den lille båd, han mente godt at vi kunne være 3 ombord han vil jo gerne ud og sejle. 

Fra første dag har vi kun været 5 både, men i løbet af eftermiddagen kom der 25 Franske både ind for at ankre op, alle deltagere i en kapsejlads. De fleste oplevelser vi har haft med Franske både har ikke været særlige godt. De ankre meget tæt og så forlader de båden inden de har set om ankret kan holde. Det viste sig da også at den aften blev et mareridt. Fald vinden fra bjergene var meget kraftig den aften, den båd som lå foran os kom tættere på. Først da bådene var ved at støde sammen og jeg kaldte på dem forsøgte de at gøre noget. Resultatet blev at de sejlede slalom i mellem de andre både, i kraftig vind og mørke med ankret halvt oppe. Kl.22 havde vinden lagt sig så meget at vi kunne sejle Nielson ind igen. 

Vi har selvfølgelig også mødt flinke Franskmænd, blandt andet 3 som sejlede i en racer båd, de sejlede 200 sømil pr. døgn. Det bedste vi har sejlet er 140 sømil pr. døgn. De var på vej til Brasilien. Og ikke at forglemme så reddede de vores gummibåd fra at drive til havs. Det er åbenbart ikke alle Franskmænd som stjæler gummibåde. 

På øst siden af Sao Nicolau besøgte vi Porto Da Preguica. På turen der om prøvede jeg for første gang, hvordan det er når båden lægges under drejet. Forsejl og storsejl modarbejder hinanden, og roret bindes fast. Så man driver meget stille med 1 – 2 knob med strømmen. 

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Porto Velho, som i gammel tid blev brugt af Portugiserne som sidste havn inden Brasilien. Inde på land er der stadig rester af et gammelt fort med kanoner fra 1791. Jeg sejlede ind til den lille mole i gummibåden, havnen er meget lille, og den er spærret af med et tov i vandoverfladen. Pga. de store dønninger der løber ind kan man ikke fortøjer til molen. Bådene bliver fortøjet ude midt i havnen, ved hjælp af tovværk tværs over havnen. 

Næsten hele byen stod nede på molen da jeg kom ind, de havde selvfølgelig set at vi kastede anker. Der var umiddelbart ingen der forstod engelsk, så vi brugte tegnsprog. Senere kaldte de på en lidt generet 15 årrige skole pige, som kunne lidt engelsk. Jeg forklarede hende at jeg gerne ville købe en øl, og bagefter se byen. Jeg købte en Carlsberg, og på etiketten stod der Denmark, jeg forklarede at der kom jeg fra. Flere både voksne og børn var henne for at kikke på flasken og bagefter på mig, jeg ved ikke hvad de tænkte. Men jeg forstillede mig hvordan det var da Columbus mødte de lokale for første gang. Jeg vil gætte på at der bor 200 – 250 mennesker her. Forbindelse til hovedstaden er med en Aluguer, derud over har de en fodboldbane med beton underlag. Dagen efter sejlede vi begge ind med gamle briller til de voksne, papir og tuscher til børnene. Vi havde også maske og finner med, dem forstod de godt at bruge. Verners slangebøsse tog også kegler, både hos børn og voksne. Alle havde et par hyggelige timer på molen. Porto Da Preguica, jeg kalder den byen med de ni gadelys. Jeg talte dem fra båden om aftenen. 

Efter to nætter for anker er der afgang mod Cavaleiros på Fogo. Med 2 reb i storsejlet og forsejlet rullet ind til andet mærke, sejlede båden 5,5 knob. Verner havde feber, derfor blev han mest på køjen. 

På det billede af havnen som er i vores pilot bog skal vi ikke forvente, at finde særlig meget læ dernede. Så vi skal have vand på, og når Verner er klar sejler vi over Atlanten. For ikke at ankomme til Fogo om natten blev båden lagt underdrejet i 3 timer, 35 sømil før. Her drev vi så 1 – 2 knob med strømmen. Som det er sket flere gange før, når vi skal ned imellem 2 øer er bølger og vind helt umulig. Derfor søgte vi tættere på land for at finde læ. Her dukkede den ene efter den anden fiskerbåd op, uden motor. Med 3 til 4 mand i, roede de i mens der blev fisket. Træbåde på 5 meters længde. Vi fandt dog senere ud af at den 5 HK store påhængsmotor tager de væk, så de bedre kan fiske bagud af båden. Men de er dygtige søfolk, når jeg tænker på at vi sejlede i 2 knobs modstrøm. 

Kl. 9.30 ankom vi til Cavaleiros  pos: 14 55 18 N -  24 30 18 W. og 4659 sømil fra Horsens. I havnen lå en anden sejlbåd med Volke ombord, som vi mødte første gang i Mindelo. Han fortalte at havnepolitiet allerede ventede på os, men inden vi blev klar til at sejle i land kom han ud til os. Papirerne blev ordnet og vi betalte 465 CV. Verner spurgte om de havde en læge i nærheden, det havde de i den nærmeste by S. Filipe. Og når vi kom i land, var der en Aluguer som kunne køre os til hospitalet. Chaufføren hed Celestino, han hjalp Verner rundt i systemet. Og 3 timer efter var vi tilbage på båden igen med medicin. 

Dagen efter ledte jeg efter en skrællespand på havnen, der var ingen men ham som kørte mig til byen skulle nok ordne det. Efter 10 minutters kørsel kom posen ud gennem vinduet på bilen, og endte i en grøft så man ikke kan se det fra vejen. I S. Filipe er der et godt udvalg af butikker, og et torv hvor man kan købe grønsager og frugt af god kvalitet. Man kan også købe den lille runde gedeost og fisk. På havnen mødte vi en dansker som har boet her i 5 år, han renovere og bygger huse om. I øjeblikket har han besøg af sin far, som hjælper ham. 

Derudover har han 4 dykkere i gang med at fange langustere og konkylier, som han sælger til turisterne på Sal. Vi var hjemme hos han. Hans huset lå med udsigt over til Brava, en lille ø vest for Fogo. Da vi snakkede om langturssejlads, kom vi til at nævne at rigtige langturssejlere har en bananklase hængende i agterstaget. 5 minutter efter kom han med en bananklase til agterstaget. Han har over 100 bananpalmer i baghaven. 

Og som en af de første dansker fik jeg lov til at tage med hans dykkere ud, for at se hvordan de fanger languster. Jeg havde 3 rigtige gode dykkerdage sammen med dem. Jeg holdt ved sækken som de kommer fangsten ned i. 1. dyk på 20 meter i 60 minutter, mens 2 hold dykkede prøvede en af dem af lære mig kreolsk. Og jeg forsøgte at lære ham dansk, efter 3 timer i båden startede vi på 2 dyk. 19 meter i 50 minutter. sådan dykker de 5 dage om ugen. De sejler i en aluminiums båd ”440 finner” med en 8 HK Yamaha motor, det går ikke så stærkt men bruger heller ikke så meget benzin. 

En af dag sejlede vi lange ned af sydkysten, for at finde de gode steder. På vejen hjem sad vi hver især og skævede til skyggen i benzin tanken, som blev mindre og mindre. Vi nåede i havn på de sidste benzindamp. Tanken var tom da vi tog den op af båden. 

En lidt speciel oplevelse havde jeg en dag, hvor vi fik øje på en skildpadde ca. 1 meter stor. For nu begyndte kampen på at overleve, for vi var ikke den eneste båd som havde set den. Men til sidst fik vi den op i båden, men den var fuld af mider på under siden, så den blev sat ud igen. Det er svært at forbyde de lokale at fange skildpadder, når de kan få hvad der svare til 2 ugers løn for en skildpadde. 

Det viste sig at det billede vi havde over havnen var temmelig forældet. Et Tysk firma havde renoveret og udvidet molen, så man ligger faktisk ret godt i dag. Det var også en af grundende til at vi blev der i 2 uger. 

På Fogo har de vulkan Pico, som har været i udbrud i 1995. Den ville vi gerne op og se. Vi aftalte med Celestino at han skulle hente os på havnen. Vi kørte ind til byen for at hente en schweizisk rygsæk turist som vi havde mødt dagen før, som også gerne vil se Pico. Det er Emilio en bror til Celestino som køre vulkanturen. 

Det var en stor oplevelse at køre op af vejen, mod vulkanen. Man kunne helt tydeligt se hvor lavaen havde flydt ud over vejen og hele området. Nogle steder var der også huse, som må have været begravet i lava. Men heldigvis omkom der ingen mennesker ved udbruddet. Og i dag vokser træer og buske op igennem lavaen. Bilen stoppede oppe i et 8 km stort krater, hvor der er en landsby. Her har befolkningen blondt hår og blå øjne, de er af Fransk oprindelse. Der kom en dreng hen som gerne ville guide os op på toppen for et stort beløb, vi afslog da han ikke ville gå ned i pris. 

Vi gik på egen hånd op mod vulkanen, et stykke hænde af vejen mødte vi en kvinde med to børn og et æsel. Hun viste os hvor stien/fodsporet til toppen begyndte, vi takkede og forsatte den vej. Jo højre vi kom op jo mere tåget blev der, så vi måtte vende om. Vi nåede ikke toppen men havde en fin tur. Nede ved landsbyen havde de selvfølgelig også en bar, der smagte vi grog, punch, rødvin, hvidvin og gedeost. Ejeren og Emilio spillede på guitar og sang for os. 

På vej tilbage, stoppede vi for at tage billeder af et æsel med lange bukser og jakke på. Når skyerne hænger lavt regner det her, og er lidt køligt. Ellers ved jeg ikke hvorfor dyrene har tøj på. På turen tilbage var der mange der fik et lift, i kortere eller længere tid. En mand med hans gedekid, en kone med brænde, en dreng med 40 ny lavede gedeoste på en træplade, og diverse andre. En fin dag på vulkanen. 

En eftermiddag hvor jeg fik en lur, kom Verner ud til båden for at hente mig. Kom med ind på havnen de har åbnet en lille bod hvor de sælger sandwich og punch. Det gør de når de store fragt både kommer med forsyninger, så er der mange folk på havnen. En sjov eftermiddag sammen med de lokale. I den tid vi lå i Cavaleiros (2 uger) var vi alene det meste af tiden, der er sandsynligvis ikke mange der ved at molen er udvidet og repareret så man ligger bedre nu. Lørdagen før afgang, mødes vi inde i byen til en afskeds øl. Sammen med dykkerne, og danskerne som vi havde mødt her på Fogo. Hvis jeg ser bort fra havneområdet i Mindelo, kan jeg godt lide mentaliteten og den venlige måde befolkningen er på Kap Verde øerne. Mange er fattige, men alligevel har de en stolthed så de ikke går rundt og tikker penge.

 

Tilbage  Toppen  Frem